Hjælp Kræftens Bekæmpelse i morgen med landsindsamlingen
I morgen søndag har Kræftens Bekæmpelse stor indsamling over hele landet, og i Brønshøj og Husum er alt gjort klar til en ny stor indsats. Kulturhuset Pilegården er igen kontaktsted for den lokale indsamling i Brønshøj, mens Nordea på Frederikssundsvej 300 er mødested for tilsvarende i Husum.
Kigger man på sidste års indsamling, præsterede begge bydele flotte resultater. Brønshøj indsamlede 92.603 kroner, mens Husum nåede helt op på 96.429. I det hele taget har vore lokale indsamlere altid lavet flotte resultater, hvilket man virkelig håber kan gentage sig i morgen.
Derfor opfordrer 2700-netavisen alle, som læser dette til at henvende sig til et af de respektive steder og give en hånd med. Det er jo trods alt et formål til gavn for os alle.
I den forbindelse skal vi også opfordre til, at man åbner dørene i morgen, når indsamlerne ringer på. Vær positive og giv et bidrag. Det at man kan mobilisere folk til at bruge tid som indsamlere, er prisværdigt – derfor fortjener de en god modtagelse og en pæn skilling.
Sådan gør man – (kom nu ud af busken) !!
Kommandocentralen for dette års indsamling i Brønshøj vil være lokale 2, 1.sal i Pilegården, hvor frivillige indsamlere for bydelen Brønshøj mødes, inden turen går ud til veje, huse og ejendomme i hele bydelen.
Har man lyst til at hjælpe og blive indsamler kan man kontakte:
Puk Hansen, Kampagneleder Kræftens Bekæmpelse Brønshøj – Tlf. 2425 0661
For Husums vedkommende er kommandocentralen som før nævnt Nordea på Frederikssundsvej 300. Her kan man henvende sig fra kl. 10 i morgen. Vil man give en hånd med, kan man kontakte:
Ulla Hansen, Kampagneleder Kræftens Bekæmpelse Husum – Tlf. 31129095