En bydelsmor taler flere sprog
Bydelsmødrene er frivillige kvinder, der hjælper andre kvinder. De kender alt til Tingbjerg og ved hvor, man skal henvende sig i kommunen. Bydelsmødrene deler desuden modersmål med dem, de hjælper. Flere kvinder i Tingbjerg står klar til at påtage sig opgaven som bydelsmor.
Bydelsmødre fra Tingbjerg og Husum på Københavns Rådhus (Foto: Mikal Schlosser)
Laila Eljarroudi, Farida Al-Imam, Fatiha Msakni, Fatouma Nday, Soad El Hassouni og Anza Farrukh har været en tur på Københavns Rådhus. De seks kvinder var inviteret af socialborgmester Jesper Christensen for at fejre, at de nu kan kalde sig bydelsmødre.
– Politikere som mig, jobkonsulenter eller sagsbehandlere kan hjælpe med mange ting, men ikke alt. Vi kan skabe rammer, og vi forsøger at lave regler og finde løsninger. Men det er sådan nogle som jer, der kan udfylde rammerne og være det lim, der binder lokalsamfundet sammen, sagde Jesper Christensen og takkede bydelsmødrene for at være med til at gøre København til en by, hvor man hjælper hinanden.
Hjælper andre kvinder
Bydelsmødrene hjælper andre kvinder med de spørgsmål, der trænger sig på, stort som småt. Måske handler det om børnenes institutioner, måske ønsket om at lære nogen at kende og få et netværk eller et stort ønske om at lære dansk.
Bydelsmødre hjælper videre
Anza Farrukh har boet i Tingbjerg i snart ni år og har haft et behov for at hjælpe kvinder, hun møder på sin vej. Derfor er hun blevet bydelsmor.
– Jeg har set, at kvinderne har forskellige problemer og har nogle gange hjulpet dem, men jeg har ikke altid vidst, hvordan, og hvorledes jeg kunne henvise dem videre, siger Anza Farrukh, der kom til Danmark fra Pakistan som 13-årig.
Anza og Majken med Bydelsmor-diplom. (Foto: Mikal Schlosser)
Hvordan hun kan hjælpe, har Anza Farrukh og de andre nye bydelsmødre lært på et kursus. Undervejs er de kommet omkring emner, der spænder fra den brede vifte af tilbud i lokalområdet over vedligeholdelse af boligen til nyttig viden om Københavns Kommune – og meget mere.
– Det har været lidt af en øjenåbner, for der er flere muligheder, end man regner med. Alle har f.eks. en ungdomsuddannelsesvejleder, indtil de fylder 25 år. Tænk at man har nogen, man kan gå til med spørgsmål. Forældrene kan også gå derned sammen med barnet eller den unge. Det vidste jeg ikke. Vi har også lært om ungdomsklubber. Hvad går det ud på? Mange ved det ikke, fortæller en anden ny bydelsmor Farida Al-Imam, der med aner i Syrien har arabisk som modersmål.
De nye bydelsmødre er i gang
Anza Farrukh hjælper netop nu en pakistansk familie med at finde sig til rette i Tingbjerg. De taler engelsk, men ikke dansk, og kendte ikke nogen, da de kom til Tingbjerg for et år siden. De var også utrygge ved at bevæge sig rundt i området.
– De har brug for information om alting. Nu er vi i gang med det sproglige, men jeg har også fortalt om børneinstitutionerne og mulighederne, hvis man ikke har så mange penge. Endvidere har jeg fortalt om biblioteket, og hvor der er bøger, og hvordan børnene lærer hurtigt dansk. Jeg giver dem alt, hvad jeg har lært, fortæller hun.
Både Anza Farrukh og Farida Al-Imam er optaget af deres roller som bydelsmødre i Tingbjerg. De vil gerne gøre en indsats og er bevidste om det ansvar, de tager på sig, når de vejleder og viser videre. De er forventningsfulde.
Her og nu var det en god oplevelse at være på Københavns Rådhus, at tale med borgmesteren, at smage de berømte rådhuspandekager, at få diplomer, tage billeder og få blomster med hjem.
– Mange spurgte os i bussen hjem til Tingbjerg: Hvor har I været? Vi havde jo alle sammen store buketter. Vi fortalte, at vi havde taget uddannelsen til bydelsmødre – og vi var stolte, indskyder Anza Farrukh.
**FAKTA**
Bydelsmødre i Tingbjerg
Bydelsmødrene var i starten i 2009 en del af det boligsociale projekt, men er nu en forening og med i Bydelsmødrenes Landsorganisation. I alt 13 kvinder er bydelsmødre i Tingbjerg, og de taler arabisk, berbisk, bosnisk, dansk, engelsk, farsi, kreolsk, pashto, polsk, punjabi, somalisk, tyrkisk og urdu. Vil man vide mere, kan man kontakte Lea Poulsen i Sundhedscentrum på telefon 5026 2347 eller finde information på tingbjergforum.dk
Af Gry Abrahamsen
4. april 2014