Visens Venner Brønshøj inviterer: Kom og syng med til dejlig musik og gode viser

Indlæg:

Foråret kribler, buskene bli’r grønne, og der er grøde i havebedene rundt omkring i bydelen. Viseaftenen fredag den 25. april 2014 byder på dejlig musik og sang med Lena Saul som visevært, der har krydret sæsonens sidste viseaften med gode danseviser og herlige melodier.

Derfor: Kom og hør “Dansevise” fra 1963 som formodentlig er den fineste eksponent for det

forunderlige i årets cyklus: forårets komme med dis og morgendug og katten på listefødder, der

også kan danse tango!  Jo, jo det er Brønshøjs bysbarn, Bo Bendixen, der lancerede sangen

for snart 40 år siden – nu med flot basgang på flyglet af vores formidable pianist,

Niels-Flemming Carlsen. – En herlig svensk sang fra Evert Taubes hånd: “Rosa på Bal” skal

også med. En tur i Kærlighedskarrusellen i Paris får sikkert alle til at danse vals – og nyd så en sjov,

royal variation af “Hen til Kommoden og tilbaws igen…”, oprindelig fra Cirkusrevyen 1936 –

det må bestemt påvirke både lattermuskler og bentøj. Der bliver også fest og håndklap, når

Thøger Olesens sjove vise, “Kærligheden brænder”, kreeret af Fede Finn og Funny Boys, ryger

over scenen.

Pianisten bliver dog midlertidigt sat fra bestillingen ved flyglet, mens aftenens gæstesolister, Olga-Polka går på scenen.  Der bli’r smæk for skillingen, når Klaus Helsøe med harmonikaen sammen med Marianne Friis Olsen på guitar og Karen Andersen på kontrabas underholder med sjove, gamle, friske og genkendelige viser.

Kai Normann Andersens indsmigrende “Den allersidste dans” fra filmen “Cassiopeia” fra 1951er selvfølgelig med i denne viseaften. Der er så megen fortryllelse i komponistens toner til Børge Müllers tekst, så vi er helt sikre på, at De vil gå nynnende hjem i den smukke forårsaften!

Kom og nyd forårsaftenen i festligt, musikalsk selskab. Tag selv mad med. Dørene åbnes kl. 18.30 til hyggelig spisning med Wivex-musik fra flyglet – og der kan som sædvanligt købes drikkevarer til rimelige priser hos Torben i baren.

Pladsbestilling hos Hanne Kalsing tlf.: 3132 1908, alternativt hos John Elberg, tlf.: 2330 0801.

På gensyn i Pilegårdens Store Sal, fredag 25. april 2014. Adressen er Brønshøjvej 17, Brønshøj. Busserne 2A og 10 holder lige ud for indgangen!

kirsten b. illum