Det her er jo bare utroligt - Brønshøj nærmer sig toppen i 1. division ..

Hvad skal man snart finde på af superlativer oven på BB’s fantastiske start på foråret ? Seks sejre på stribe – og lægger vi den sidste i efteråret til, – så har de sort/gule vundet syv kampe i træk i landets næstbedste række.

10174990_805632362780629_2658074544730317241_n

Så har Jacob Berthelsen scoret til 1-0. (Foto: Thomas Løser)

På Lyngby Stadion blev hjemmeholdet mandag eftermiddag mast af et velspillede Brønshøj-hold med hele 3-0 efter 2-0 ved pausen. Det var af et godt, solidt og disciplineret BB-mandskab, der ordnede paragrafferne med fight, kløgt og en helt uimodståelig udstråling af selvtillid. Drengene ved, hvad de kan, og det går de efter.

Men midt i glæden over al den succes, gyser man lidt ved tanken om dette superhold efter sommerferien. Splittes det for alle vinde, eller vil det lykkes klubben at beholde de fleste af spillerne ? Og igen ryger tankerne hen på den mand, der skal afløse Bo Henriksen !

Nå men lad os glæde os i nuet. BB vækker grangivelig opsigt i den danske fodboldverden, og selvom vi stadig har et skævt smil på, kan vi ikke dy os for igen at tage ordet Superliga i vores mund. For på lørdag har vi Marienlyst hjemme på Tingbjerg Ground, og med den gejst og rygvind BB har for tiden, så burde der også ligge tre point dér. Og hvad så ? Afstanden til bunden forøges – og formindskes til toppen.

Kampen mod Lyngby – som også har haft et fint forår med fire sejre og et enkelt nederlag – startede med en anelse overtag til hjemmeholdet, men der gik ikke lang tid, før BB overtog dirigentstaven, og stille og roligt åd hvepsene sig mere og mere ind i kampen. Efter godt 20 minutter sørgede Jacob Berthelsen igen for at komme på scoringstavlen, da han med en herlig flugter gjorde det til 0-1. Han scorede jo også i kampen mod Vejle ! Målet skabte yderligere troen på en ny succes, og Jesper Christjansen øgede til 0-2 efter 35 minutter. Den føring holdt halvlegen ud.

10253757_805632686113930_334210385093470161_n

Her scorer Emil Berggreen kampens tredje og sidste mål til 3-0. (Foto: Thomas Løser)

Som ventet kom Lyngby med, hvad de var i stand til efter pausen, men det var ikke meget, og igen var det BB, der styrede løjerne. Og så blev det til endnu en kasse, da Emil Berggreen nærmest løb bolden i nettet efter fint forarbejde fra Casper Henningsen. Så var kampen lukket. Alle på Lyngby Stadion var klar over, hvordan det ville ende, og dermed røg yderligere tre point ind på kontoen.

Det bliver sjovere og sjovere – så på gensyn lørdag kl. 15 på Tingbjerg Ground, når Marienlyst kommer på besøg. Men glem dog ikke, at træerne trods alt ikke vokser ind i himlen. Mon ikke Bo Henriksen indskærper det til sine spillere ?!

Og skal vi så lige tilføje, at BB kun har lukket to mål ind i de seneste syv kampe !!