Kirkeminister Jelved får ordet i Bellahøj Kirke
Den nye styreform for Folkekirken er i disse dage i høring. Fornyelsen af salmebogen tog 10 år, hvorfor har kirkeminister Marianne Jelved så travlt med at få den nye styreform på plads inden efterårets menighedsrådsvalg? Hvad går den nye styreform ud på og hvilken betydning har det for den lokale kirke, dets folkekirkemedlemmer og dets menighedsråd?
Hvilke forhold er det kirkeministeren ønsker at forny eller ændre, når hun skriver: ”Jeg vil gøre mit bedste for, at den danske folkekirke får gode vilkår i fremtidens Danmark”? (Kristeligt Dagblad, 15.04.2014). Og når hun i Magasinet Kirke & Medier (03.02.2014) bliver citeret for “at der skal være plads til Gud i det offentlige rum” – hvad mener hun så ?
Det er nogle af de emner Kirkeminister Marianne Jelved vil komme ind på, når hun tirsdag den 20. maj kl. 19.00 i Bellahøj Kirke, stiller op og taler Folkekirkens sag. Efter oplægget serveres der kaffe, og så er der lagt op til en åben debat med kirkeministeren, der med sine mange år i dansk politik har særdeles god erfaring med netop debatter. Marianne Jelved, der oprindeligt var folkeskolelærer, kom i Folketinget i 1987 og har udover sine næsten 27 år på Borgen også været økonomiminister fra 1993-2001 i Poul Nyrup Rasmussens regeringstid. Og kulturen har hun været minister for siden 2012.
foto: Nicolas Tobias Følsgaard