Nytårshilsen fra socialdemokratiets unge kandidat Jarl Feyling
2700-netavisen har bedt socialdemokratiets unge politiker i 7- kreds Jarl Feyling om at sende en nytårshilsen til vore læsere.
For manges vedkommende er år 2020 noget så sjældent som et år, man ser frem til at få afsluttet hurtigst muligt. Vi skal helt tilbage til besættelsestiden, før vi sidst oplevede så store begrænsninger i vores frihed og en så omfattende krise som den, Corona har bragt os i. Den blev desværre omdrejningspunktet for år 2020, og hverdagen, som vi kender den, er forandret.
Det har desværre været nødvendigt med isolation af nogle af vores svageste medborgere, og vores dygtige sundhedspersonale har oplevet meget krævende og til tider urimelige arbejdsforhold.
Når coronaen kommer under kontrol, håber jeg, vi kan bruge erfaringerne og give samme grupper bedre forhold, end de hidtil har haft. Det fortjener de. Coronaen har vist os, at vi har fælles spilleregler, som ingen er hævet over, og at vi kan regne med hinanden, når vi møder bump på livets vej.
I fællesskab er det lykkedes os at forhindre, at Danmark havnede i samme ulykkelige situation, som vi har set i mange andre lande. Det nytter noget, når vi lægger os i selen for hinanden. I år 2020 har det reddet liv, når vi formåede at holde sammen. Både her i Brønshøj-Husum og nationalt. Fællesskabet har fungeret, fordi der er mange, der bidrager til det og yder en kæmpe indsats. Det er det, jeg vil huske 2020 for.
Det har været et hårdt år at komme igennem, men heldigvis med lyspunkter undervejs. På det personlige plan blev min familie i september beriget med vores tredje barn. En sund, rask og glad dreng med et godt sovehjerte (som billedet viser). Med sådan et lille menneske i sit liv er der vanskeligt ikke at indtræde i 2021 med glæde og optimisme.
Et godt nytår herfra til alle avisens læsere. Vi ses forhåbentligt i 2021.
Jarl Feyling
Næstformand i Brønshøj-Husum Lokaludvalg og
kandidat til Socialdemokratiet i Brønshøjkredsens folketingskandidatur