Lokalbrag tirsdag aften i Gadelandet
Der er lagt op til et kæmpe lokalbrag, når Fix tirsdag aften kl. 19.30 tager imod Husum i Gadelandet. Det er en uhyre vigtig kamp – især for Husum, hvis de blå/hvide fortsat skal hænge på i toppen af Serie 1.
Fix tabte tidligere i sidste uge med 4-1 til KFB, og derved røg lidt af den ellers opbyggede optimisme fra den flotte sejr over Hellas i vasken. Da de to klubber mødtes i efteråret, vandt Fix nærmest sensationelt 2-1 i Husumparken. Et nederlag de blå/hvide slet ikke er kommet sig over endnu. Så der bliver knald på, når det nederlag skal revancheres. Mon ikke der kommer pænt med tilskuere til lokalopgøret ? Vi ved jo, Husum kommer med en gevaldig styrke. Det skal nok blive festligt – og 2700-netavisen er naturligvis med på lægterne.