Kræftens Bekæmpelse i Husum mangler indsamlere

         

2700-netavisen har modtaget følgende opfordring fra Kræftens Bekæmpelse i Husum, som vi hermed giver videre:

Søndag den 11. april samler Kræftens Bekæmpelse ind ved den årlige landsindsamling. Indsamlingen foregår både fysisk og digitalt og følger alle myndighedernes anbefalinger. Meld dig som indsamler, så støtter du mennesker ramt af kræft, livsvigtig forskning og forebyggelse af kræft.

2020 har været et hårdt år for os alle. Men for mennesker ramt af alvorlig sygdom som kræft, har det været hårdt i særdeleshed. Mange har levet isoleret, turen på hospitalet til undersøgelser, svar og behandlinger er foregået alene, og den usikkerhed, som coronaen har bragt med sig, har sat dybe spor hos mange patienter og pårørende. Kræft holder ikke pause, selvom der er corona, så også i år har vi brug for en masse indsamlere til at støtte op om kræftsagen, siger de frivillige i Husum teamet,

Coronasikker indsamling

-Indsamlingen kommer til at foregå både fysisk og digitalt, og den bliver afholdt efter alle myndighedernes anbefalinger. Kræftens Bekæmpelse følger udviklingen tæt og er klar til at lave ændringer, hvis situationen udvikler sig.

Vi beder alle indsamlerne om at bære mundbind, når de banker på hos folk. Og vi instruerer dem i, hvordan bøtten kan holdes ud i strakt arm eller sættes på dørmåtten, så vi kan holde to meters afstand, fortæller Finn Christensen og fortsætter:

Derfor er din støtte vigtig
De penge, der kommer ind ved Landsindsamlingen, går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med at yde gratis rådgivning og støtte til patienter og pårørende, til forskning og forebyggelse. Netop rådgivning har der været endnu større efterspørgsel på under corona.

Overskuddet fordeles med 60 pct. til forskning, 19 pct. til patientstøtte, 18 pct. til forebyggelse og 3 pct. til administration.

Kun tre procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer fra det offentlige. Resten af indtægterne er afhængige af dig og andre, der vælger at støtte sagen, og som samtidig er med til at sikre, at færre får kræft, at flest muligt overlever kræft, og at mennesker ramt af kræft får et godt liv med eller efter kræft.

Uanset hvilken grund man har, håber vi, de frivillige i Husum teamet, at rigtig mange vil bakke op om landsindsamlingen. Enten ved at give et bidrag eller ved selv at gå ud med indsamlingsbøtten.

Alle kan melde sig som indsamler til Kræftens Bekæmpelses landsindsamling. Unge under 18 år skal gå to og to, mens børn under 13 år skal følges med en voksen. Du kan dele din oplevelse på sociale medier med #Visflaget.

Meld dig som indsamler lokalt hos os husum@indsamling.dk,  på 7024 2021 eller gå ind på www.indsamling.dk