På søndag siger Bo Henriksen farvel til Brønshøj
FODBOLD: Indenfor denne og næste uge slutter næsten syv års lykkeligt ægteskab mellem Bo Henriksen og Brønshøj Boldklub. Det er næsten ikke til at fatte. Der mangler bare tre kampe, så er det definitivt slut. Specielt kampen på søndag mod Hobro skal man være opmærksom på, for det bliver den sidste på Tingbjerg Ground med Bo ved roret for BB. På 2700-netavisen glemmer vi aldrig, da Finn Ryberg for år tilbage ringede og fortalte, at man havde engageret Bo Henriksen som spillende træner. Vi var ellevilde. En ung ærgerrig, ambitiøs og spændende træner skulle prøve sig af i en divisionsklub. Og lad os sige det her – vi blev ikke skuffet. Tværtimod. Bo Henriksen har været et gavnligt og frisk pust i vores gamle hæderkronede klub. Men nu lakker det altså mod enden …
Bo Henriksen som vi kender ham – entusiastisk, temperamentsfuld og en glad dreng
Og hvordan skal man så forholde sig til den kendsgerning ? Bo er jo nærmest blevet et kært og nært medlem af Brønshøj-familien. Ja man kan jo starte med at se nøgternt og realistisk på det. Han skal naturligvis videre i sin trænerkarriere. Det vil ikke være til fordel for hverken Bo eller BB, hvis han bare snupper tre år mere hos de sort/gule. Der skal ske noget nyt.
Så i stedet skal vi glæde os over den glade fynbo, som kom, så og sejrede og vendte bøtten for BB på sin helt egen måde. Det skete, da klubben lå til nedrykning i 2. division øst. Fra da af gik det kun fremad, og Brønshøj har nu i fire år ligget placeret i landets næstbedste række. Oven i købet over midten, når vi undtager skattesagen fra sidste sæson.
Det har naturligvis ikke undgået fodbold- danmarks bevågenhed, og derfor har der ind i mellem været bud efter Bo Henriksen. Samtidig har hans meritter også nået TV-stationerne herhjemme, så man jævnligt kan se ham som med-kommentator til fodboldkampe. Han har også fået stablet sin egen fodboldskole på benene, så man må sige den lune fynbo har sat sine spor, siden han indledte trænergerningen i BB.
Bo har altid befundet sig godt i Brønshøj, hvor han har indledt starten på en spændende karriere.
I mellemtiden har han blandt andet tændt juletræ på Husum Torv og været på Rosenborg Slotsplads sammen med Den Kongelige Livgardes Musikkorps. Det var da han skulle hente “Københavner Marchen” hjem til Tingbjerg Ground, så den kan blive spillet hver gang BB scorer. Gennem alle årene har Bo vist sig i bydelene og har stillet velvilligt op, når man kaldte på ham. Også i selve klubben har han været åben og vidt favnende. Hos Hvepse-supporterne er han elsket, og han har troligt meldt sin ankomst, når de har kaldt på ham til arrangementer. Ja vi kunne blive ved.
Men som sagt på søndag slutter det på hjemmebanen. Derfor vil 2700-netavisen opfordre alle til at møde op og give Bo Henriksen den afsked han fortjener. Man skal her være opmærksom på, at kampen først spilles kl. 16.00 – altså en time senere end normalt. Det er ens for alle kampene i 1. division den dag.
Sådan kender vi også Bo – totalt afslappet før hver sæson med ordene: “Vi overrasker igen” !
På torsdag skal Bo Henriksen paradoksalt nok spille på det stadion i Horsens, som fremover vil blive hans hjemmebane. Lad os håbe, han viser det jyske publikum, hvad han er lavet af, og får sat sine tropper op til en sejr. Lige nu skal man jo tænke på TV-penge og placering !! En fjerdeplads giver trods alt mere end placeringer der under.
Og så til sidst – lad os håbe at Bo rejser alene fra BB – og ikke tager de største profiler fra holdet med sig. Det ville næsten være for ærgerlig og trist en afslutning på en lang og lykkelig tid.
Tak for alt Bo – og held og lykke fremover !