Sydsjælland er klar til at modtage Husum og Brønshøj !

Pudsigt nok skal bydelenes to bedste mandskaber til Sydsjælland og spille de næste par dage. Fredag aften er det Husum, som skal spille på Vordingborg Stadion, mens Brønshøj om lørdagen besøger Næstved.

     

                            Indgangen til Vordingborg Stadion, hvor man naturligvis tager entré.

Da Vordingborg er et helt nyt bekendtskab, har netavisen været en tur forbi det meget landlige stadion i byen, og her er man helt klar til at tage imod Husum fredag aften kl. 18.30.

Ligesom Husum har Vordingborg ikke ligefrem haft den bedste sæson i Danmarksserien, og næsten lige meget hvordan fredagens kamp ender, kan ingen af klubberne klare frisag. Den hedder en etage ned med elevatoren.

     

Og her er så banen, hvor fredagens slag skal stå. Man var i fuld sving med at gøre den klar, da netavisen var på besøg torsdag formiddag, og den ser faktisk slet ikke værst ud.

Kigger man på Vordingborgs historie, så har de faktisk været en kort periode i Danmarksturneringen for mange år siden. I dag er vilkårene hårde, fordi man ligger placeret mellem Næstved og Nykøbing, og det betyder langt færre tilgang af gode spillere. Men man har en udmærket trup i dag, problemer er bare, at den er så smal, at bare et par enkelte afbud kan være fatale. I det nuværende nedrykningsspil har sydsjællænderne senest banket KFUM i Vordingborg med 1-0, så Husum skal ikke forvente nogen walkover.

     

Man har ikke nogen tribune på stadion. Bagsiden af klubhuset vender ud mod kampbanen. Men der er pænt med ståpladser.

Vordingborg var den klub hele eventyret om Morten Olsen startede i sluttresserne/start halvfjerdserne, og hans navn figurerer blandt andet på vejskiltet, hvor stadion ligger. Anlægget er stort set identisk fra dengang, så der er lidt historie for Husum spillerne at spille på netop den bane.

     

                   Og så er man så høflige at tage pænt afsked med tilskuerne efter kampen, som det ses

Normalt kan Vordingborg samle omkring 4-500 tilskuere til hver hjemmekamp, men Coronakrisen har indtil videre lagt en dæmper på det. Så til kampen i morgen venter man omkring 150 tilskuere. Der er ellers annonceret godt og man frister med lodtrækning og forskellige aktiviteter. Dog er det “late night” i bydelen fredag aften, og det kan godt koste lidt, fortæller man fra Vordingborg IF.

Og som vi skrev i indledningen, skal Brønshøj spille hvad man nærmest kan kalde en skæbnekamp på Næstved Stadion lørdag kl. 15.00. Får BB point i den – og taber Avarta til Skovshoved, så klarer de sortgule den. Vinder BB over Næstved, og spiller Avarta uafgjort mod Skovserne, er den også god nok. Men, men – vi skal også holde øje med Roskilde KFUM, som kan snyde begge mandskaber, hvis det hele flasker sig med nederlag til BB og Avarta og Roskildesejr over FA 2000.

Det bliver uhyggeligt.

netavisen 3. juni 21 kl. 13.13