Flere skønne erindringer fra den kommende Brønshøj-bog ..

2700-netavisen har endnu engang fået lov til at smugkigge i den spændende Brønshøj-bog, som udkommer den 5. juni. Titlen på bogen er jo “Da pigtråden fængede, og hvepsene stak – en Brønshøj-bog 2014”. Denne gang bringer vi et afsnit skrevet af Knud Ørsted, tidligere freelancejournalist på Ekstrabladet og chef for licenskontoret i Danmarks Radio. I sin journalistiske periode skrev Knud Ørsted udelukkende om dansk popmusik, og har således fulgt musikken herhjemme helt fra pigtrådsdagene.

Skønne barndomserindringer

knud ørsted

Af Knud Ørsted

Vi er helt tilbage i forrige århundrede. Brønshøj Skole ligger der – stor og mægtig som naboejendom til bygningen, hvor jeg voksede op. Her i kælderen hos barberen i nummer 3 på Nordfeldvej sad selveste John Mogensen og viklede ledninger for en arbejdsgiver, som solgte ledningssæt til biler i halvtredserne. Ja – den rigtige sanger John Mogensen, der arbejdede for Hanne Tranholms far – Børge – og hun, som var kusine til en meget kendte Vivi Bak fra Åbenrå – Åbenrå, der i dette tilfælde er en gade – og ikke en by i Sønderjylland.

Netop Hanne var en køn lyskrøllet pige, som boede i lejligheden under mine forældre, og som fik et godt øje til min ven Torben Hammerstrøm, der spillede harmonika på den anden side af gaden på første sal. Jeg forsøgte at spille på guitar, som jeg havde set og hørt Tommy Steele gøre det, og Torben hjalp med noderne og becifringer. Han var musikalsk i modsætning til mig, og det medførte, at vi spillede sammen og vandt adskillige præmier ved amatørkonkurrencer.  Blandt andet vandt Torben og jeg to røde pølser med brød ved en sommerfestival på Høve Skovpavillion. En anden præmie, som vi nød med stolthed. Sommerferien var forbi, og Hanne Tranholm, der senere skulle blive fru Hammerstrøm, kom med i vores duo, der blev til således blev til en trio. Jeg følte mig lidt til overs i denne trio, men spillede dog med til Torbens konfirmation i denne fantastiske trio.

Ungdomshuset

Men Ungdomshuset på Frederikssundsvej, som var hjemsted for musikundervisning af sådan nogle som mig, trak mig ind med guitaren, og det lykkedes at komme med i et orkester, som øvede hver onsdag. De andre i orkestret var rigtig gode – langt bedre end mig. Vor pianist var Niels Jørgen Hilstrøm, der senere blev en stor fagforeningsboss, og hans talent har mange nydt godt af uden for Brønshøjs snævre rammer. På trommer havde vi ”Hvirvel Ib”, som var bedst til hvirvler på trommerne og knap så megen rytmesans. Vi  fik også den lyshårede Bjarne med i orkestret på et tidspunkt, og han var ikke meget bevendt, for jeg måtte lære ham adskillige guitargreb, så det kom til at lyde ordentligt.  Denne Bjarne skulle dog vise sig at være en langt større musikalsk begavelse end os andre, for han kom med i adskillige professionelle orkestre, og man vil sikkert huske ham fra  The Hitmakers, hvor han var den kønne og dygtige bassist.

HitmakersHitmakers med Bjarne som nr. 2 fra venstre

Bjarne var og er et elskeligt menneske, som først pakkede skoletasken, når klokken ringede ind, og så var han i fuld firspring rundt om Brønshøj Gadekær hen mod den ældre del af Brønshøj Skole for at modtage undervisning. Her i Brønshøj var vi verdensberømte. Vi havdeflere at vores beboere på forsiden af Familie Journalen, fordi kunstneren Kurt Ard leverede tegninger til ugebladet. Huse, havelåger, hække og andre kulisser i vores almindelige Brønshøj-hverdag kom på tryk i farver, og vi følte virkelig, at Brønshøj var noget ganske særligt. På Spandagervej tæt ved torvet, og et ejendomsmæglerstenkast fra Løvens Kemiske Fabrik, boede denne fantastiske tegner, som illustrerede romaner med Brønshøj som inspiration. Løvens Kemiske Fabrik, der i dag ligger i Skovlunde, havde biler, der kørte rundt og indsamlede morgenurin fra kvinder for at fabrikere medicin. Disse tisseindsamlingsbiler var kendt af alle i Brønshøj – og lugten fra fabrikken på Brønshøjvej – ikke langt fra Vandtårnet, var ikke den store nydelse. Vi havde en helt specielt sammenhold i Brønshøj – og det var for den unges vedkommende centreret om Ungdomsklubben. Musik og metalsløjd samt andre ting stod på programmet de fleste af ugens dage, og da Bjarne Reuter begyndte at skrive sine romaner om unge i Brønshøj, så blev bydelen for alvor kendt. ”Busters Verden”,  det var jo vores verden, som blev analyseret og skildret. Roman efter roman fra Bjarne Reuter har skildret vores verden på fornem vis.

Jo, livet i Brønshøj-Husum-Ungdomshus var en herlig tid med mange gode kammerater og minder.

james 2

James Rasmussen trykkede den af i Ungdomshuset

Når der var lørdagsbal, var det ofte med en af de lokale helte, nemlig James Rasmussen, der havde sine Jamesmen til at akkompagnere sig. Vi havde Medley Swingers, Melvis og Red River Rockband på programmet, når der var lørdagsdans, og faktisk var der ikke andre lokale steder med rockmusik. Denne musikform blev mere og mere populær, men vi måtte til Vanløse eller det indre København for at opleve levende rock – bort set fra, at BHU var sted for god pop og rock.

En Vanløsedreng blev brønshøjer

En opkomling i brønshøjmiljøet ved navn Flemming Antony boede på kanten af Vanløse. Ikke det helt rigtige Brønshøj, men det skulle snart vise sig, at han var en rigtig brønshøjer. Han skrev om musik i Brønshøj-Husum Avis og blev senere ansat på Husum Bladet, hvor han for alvor satte tunge og flotte fodspor samtidig med, at han indledte en karriere i den musikalske verden på pladeselskabet Tono ( ejet af Schous Fabrikker, der den gang havde Schous Sæbehus og Tatol forretningerne i et Matas lignende koncept over hele Danmark). Han begyndte sin musikalske karriere i en kælder i Vanløse, hvor dansktophits og fodboldhits strømmede mod Danmarks Radio. Indtil for nylig har denne ihærdige person siddet på Brønshøj-Husum Avis som ejer og redaktør med en fod på hele det fantastiske liv i bydelen. Fra kælder til avisejer. En flot karriere i lokalmiljøet, som Flemming Antony kan være overmåde stolt af. I dag er han indehaver af  2700 netavisen for Brønshøj-Husum.

Titlen på bogen ”Da pigtråden fængede og hvepsene stak – en Brønshøj bog 2014″ – bliver i formatet 17×24…80 sider og i 4-farvet tryk.