Der bliver mobbet mindre på Brønshøj-Husums skoler

 

Københavns skolebørn er blevet dygtigere – både fagligt og socialt. Karaktergennemsnittet er gået op, og mobbeprocenten er gået ned. Det viser den årlige kvalitetsrapport, som Børne- og Ungdomsforvaltningen har offentliggjort.

Tallene for hele kommunen viser, at karaktererne ved folkeskolens afgangsprøve er steget for fjerde år i træk. Gennemsnitskarakteren i år lå på 6,41.

– Vores udgangspunkt er, at alle elever skal blive så dygtige, som de kan. Derfor er det glædeligt, at vi kan se fremgang over hele linjen, siger børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen. 

I Brønshøj-Husum er karaktergennemsnittet faldet en smule fra sidste år til i år. I 2012 havde afgangseleverne et gennemsnit på 6,2, mens det i år lå på 5,8. Der er dog stadig tale en fremgang i forhold til 2011, hvor snittet var på 5,5.

Den samlede fremgang viser sig også ved, at der ikke længere er skoler med under 4 i snit, og ved at et stigende antal skoler er kommet med i det øverste felt med karaktergennemsnit på mellem 7 og 9.

Mindre mobning
Samtidig er den såkaldte mobbeprocent forbedret i Brønshøj-Husum. Mobbeprocenten viser, hvor mange elever i 4-9. klasse, der oplever at være blevet mobbet.

Sidste år gjaldt det 14,3 procent af eleverne på de lokale skoler, men i år er procenten faldet til 13,6. Ser man på København samlet set, er mobbeprocenten faldet fra 10,2 til 9,2, og det er et område, som skolerne skal blive ved at holde fokus på, mener borgmesteren.

– Hvis en elev skal kunne udvikle sig godt socialt og fagligt, er det helt afgørende, at man trives og føler sig tryg. Derfor holder vi et skarpt øje på mobning, og jeg er glad for, at mobbeprocenten bliver ved at falde. Men vi vil have den endnu helt ned, slutter Jesper Christensen.