Den nye Brønshøj-bog lanceret hos Ipsens Kaffebar
De tre ville kunne tale om fodbold i flere dage, hvis de fik chancen. Fra venstre John Bengtsson, Arne Lybech og Ebbe Jepsen.
Torsdag eftermiddag blev den nye Brønshøj-bog – Da hvepsene stak og pigtråden fængede i Brønshøj lanceret officielt hos Ipsens Kaffebar på Brønshøjvej. Og det blev et ganske pænt tilløbsstykke af lokale, som gerne ville sikre sig et eksemplar. Receptionen startede kl. 13, og selvom den kun skulle vare en times tid, fortsatte den rask væk, for her var virkelig noget interessant at tale om blandt alle gæsterne. Bogens bagmand Arne Lybech havde endnu engang taget turen fra det nordjyske, og denne gang havde han favnen fuld af frisk trykte bøger. Flere af personerne fra bogen var der også, blandt andet Jan Høegh og Jerry Ritz. Hvepsene fra BB var repræsenteret af de to gamle kæmper John Bengtsson og Ebbe Jepsen, som også er at finde i bogen, og sandelig om ikke Birger Mauritzen viste sin lokalpatriotisme og mødte op. Det blev en hyggelig sammenkomst, og på 2700-netavisen tror vi på en populær sælger. Indtil videre kan man købe bogen hos Ipsens til 130 kroner, men der vil sikkert dukke endnu et sted eller to op i bydelen, hvor man kan få den. Skulle det gå helt galt, kan man skrive til netavisen på adressen fa@2700-netavisen.dk, så hjælper vi med at skaffe bogen.