Status vedr. kunststofbanen i Husumparken
Formanden for Husum Boldklub, Johnny Nielsen, har sendt 2700-netavisen en status over situationen med kunststofbanen i Husumparken.
Johnny Nielsen skriver:
Jeg vil hermed komme med en status på vores kunststofbane.
Efter små 5 år lykkedes det os sammen med kommunen at vinde sagen – eller næsten at vinde sagen (mere herom senere) hos Fredningsnævnet.
Vi fik den 28. april brev om afgørelsen, som blev, at Husum Boldklub fik dispensation til anlæggelse af en kunststofbane. (Husumparken er jo en fredet park, og hvorfor man har ladet den blive det i 60’erne, ja det er ikke godt at vide). Men det ville blive uden lys og uden hegn ! Efter mødet med kommunen hvor vi redegjorde for, at dette ikke kunne accepteres, ankede vi afgørelsen i samarbejde med kommunen, og den blev sendt afsted inden de 4 ugers frist, som man jo får (Det svarer til, at vi får et helt nyt klubhus men uden tag på) !! Nå spøg til side.
Vi har så i dag fået at vide, at Danmarks Naturfredningsforening også har anket afgørelsen om, at Husum overhovedet fik en kunststofbane. Så nu skal hele sagen igen i fredningsnævnet, og de har op til 12 måneder til at komme med en afgørelse, og det er jo helt hen i vejret. Der skal samles 3 dommere som skal revurdere sagen, så det burde ikke tage så lang tid. Jeg har som formand også skrevet til kommunen og bedt dem rykke hele tiden, og at vi ikke kan vente 12 måneder på en endelig afgørelse.
Det er meget frustrerende for alle os, som knokler dag ud og dag ind for at få det bedste og de bedste forhold til vores klub og vores medlemmer både gamle som unge.
Dette er status lige nu og her, og jeg og min bestyrelse har valgt at bringe dette på vores mediesider, så alle eller så mange som muligt har muligheden for at få information om kunstbanen.
Med dette håber jeg, at I kan se, hvad vi som klub skal arbejde i mod for at få bare lidt bedre betingelser for alle brugere af Husumparken.