Tid til at tage en beslutning: Skal - skal ikke konfirmeres?
Fra en tidligere konfirmation i Husumvold Kirke
Fredag den 1. maj 2015 kl. 10.00 er der konfirmation i Husumvold Kirke, men allerede nu er det tid til at tage stilling til, om man ønsker gå til konfirmationundervisning.
Det er sognepræst Stig Boel, der står for undervisningen af de kommende konfirmander, og netavisen har spurgt ham, om det kræver en bestemt slags tro at gå til konfirmationsforberedelse i Husumvold Kirke? – Nej, – når det gælder tro, kan vi aldrig være helt sikre fortæller Stig Boel. – Det handler om at være nysgerrig på, hvad kristendommen er, og hvad den siger om at tro, håbe og elske. Tro kan ikke måles eller vejes, derfor kan man heller ikke sige, at nogle er meget eller lidt kristne. Vi er kristne, når vi er døbt. I dåben får vi at vide, at vi har Guds kærlighed altid. Konfirmationen er et ja til dåben og ja tak til at have Gud med i sit liv. Man behøver altså ikke at vide, om man vil konfirmeres, inden man begynder at gå til undervisning i kirken, og hvis man ikke er døbt kan man blive det i løbet af året. Det er der hvert år nogle der bliver.
Indskrivningen til undervisning i Husumvold Sogn foregår i forbindelse med et infomøde i kirken i morgen tirsdag den 17. juni kl. 19.00, men man kan også efterfølgende henvende sig til Stig Boel på tlf. 24420395, hvis man ønsker at gå til konfirmationforberedelse i Husumvold Kirke. Der er undervisning på tirsdage fra kl. 15.30-17 (afhængigt af den nye skolereform kan der blive tale om at rykke tidspunktet til kl. 16-17.30). Første gang bliver i tirsdag d. 16. september.