BB's nye træner: - Det skal nok blive godt, men jeg har brug for folks tillid

IMG_0963

Carit Falch med Tingbjerg Ground i baggrunden – jeg glæder mig helt vildt og er super glad for mit nye job

2700-netavisen har mødt Brønshøjs nye træner Carit Falch på Tingbjerg Ground for første gang – og nærede vi bange anelser før den kommende sæson, så er de blevet manet til jorden med et brag. Godt nok har Carit Falch fået mange flotte skudsmål fra nær og fjern, men netavisens udsendte var mere spændt på, hvad der gemte sig bag det sympatiske ydre. Og her er det lige før, vi allerede nu vil gratulere BB’s sportslige ledelse med noget, der ligner et scoop. Vi mener simpelthen ikke, man kunne have truffet et bedre valg. Det kræver nemlig en helt speciel person, som skal kunne gå ind og følge efter Bo Henriksens gyldne syv år. Én der både har masser af selvtillid, men som også kommer med en tro på den opgave, der venter.

Vi mødte Carit Falch et par timer før tirsdagens træning, og vi fik en snak med en mand, der ser efter det positive før det negative. Der trods sin debut som nybagt cheftræner for et divisionshold udstråler en ro, erfaring og ekspertise på så mange punkter, at man falder til ro, efterhånden som samtalen skrider frem.

– Det er så vigtigt for mig, at folk omkring klubben giver mig tillid, siger Carit Falch. – Til gengæld lover jeg, at det her nok skal blive godt. Alene til første træning mandag aften var der så mange positive elementer, at jeg er fuld af fortrøstning. Og vi skal nok få styrket holdet med yderligere kvalitets-spillere før turneringen starter. Vi har arbejdet meget målbevidst og bredt og har kigget på et utal af spillere rundt omkring. Så det skal nok komme – alle skal bare væbne sig med tålmodighed. Og så har vi et godt grundlag at køre videre på, og jeg er meget glad for de spillere på holdet, som har valgt at forlænge deres kontrakter med BB. Man kan mærke på dem, at de vil noget med det her, og det er den indstilling, jeg går efter.

IMG_0969

– Jeg føler mig allerede som medlem af BB-familien, siger Carit Falch.

For øvrigt er jeg meget glad for at have fået en assistent med fysisk fokus. det er Casper Skovgaard, som jeg kender fra FC Nordsjælland. En meget dygtig gut. Det glæder mig også, at Poul Olesen fortsætter sit store arbejde. Vi bliver et stærkt team, og jeg er en rigtig team-mand ! Selve holdopstillingen vil blive et såkaldt startprodukt, hvor det måske tidligere har været et slutprodukt med flere “ældre” og tidligere topspillere. Vi skal have unge spillet ind, og jeg kan garantere, at de i Brønshøj vil få en perfekt afrunding på deres boldmæssige uddannelse, fastslår Carit Falch.

Hvad med temperamentet ?

Det første møde med BB-træneren nærmer sig sin afslutning. Men vi kan ikke dy os for at spørge efter temperamentet. Kan han blive rasende, råbe højt, springe i luften og holde dundertale – eller er han den stille træner, der bare analyserer og er stille ? – Ja tag endelig ikke fejl, smiler Carit Falch. – Jeg ved godt nogen tror, jeg er den stille type, men jeg kan altså også gå op i en spids. Det er bare noget, jeg helst undgår, da jeg hellere vil løse eventuelle problemer på en mere konstruktiv måde. Men hver ting til sin tid, siger Falch og slutter: 

– Træningen starter 16.30, og jeg glæder mig allerede. Tænk dig mand – vi skal starte ude mod Vejle, og så har vi AGF på Tingbjerg Ground. Det er helt vildt. Skulle det ske, at vi taber nogle kampe i begyndelsen, så lad være at gå i panik. Det bliver hårdt arbejde det her, men spillerne ved, hvad de skal, når dommeren fløjter op. Og så har vi altid en plan at gå efter. Skulle der komme grus i maskineriet, har vi en plan B klar. Jeg tror på det – og denne opgave er så spændende, at jeg måtte sige ja. Det bliver drøn sjovt, og så vil jeg for øvrigt skabe en tæt kontakt til 2. holdet. En klub som Brønshøj skal også kunne udklække egne spillere, derfor vi vil tage et par spillere fra 2. holdet til træning med divisionsholdet. BB’s 2. hold hold skal være en del af fødekæden.

IMG_0964

– Vi skal nok klare os, lover den nye træner ..