Dengang Brønshøj var en sjællandsk landsby (6)

Vor lokale forfatter Paul Moes skrev i 1949 bogen “Det gamle Brønshøj – og det nye”, og som fortæller historien om bydelen, som den var engang, og som den endte med at blive. Det er meget interessant stof, som vi på netavisen agter at bringe videre. Vi ved jo, at læserne er glade for historier om det gamle Brønshøj, hvilket helt klart kan ses på besøgstallene. Paul Moes boede i en lejlighed på Brønshøj Torv i den ejendom, hvor Lån & Spar ligger i dag. Man skal være opmærksom på, at bogen som nævnt er skrevet for 73 år siden, og at tiden efter ikke er med.

I dag er vi nået til 6. afsnit:

En morian døbes

Årene efter svenskekrigen og frem til den tid, da Rytterskolen blev bygget, var vanskelige at komme igennem for bønderne i Brønshøj. Gang på gang blev de stævnet til Tinge, fordi de ikke kunne svare landgilde. red.(Landgilde var den ydelse, som en fæstebonde årligt skulle give jordejeren som betaling for brugen af fæstegårdens bygninger og jord. De enkelte bestanddele af denne landgilde blev kaldt persiller. Landgilden kunne bestå af både afgrøder og husdyr.)

Når man ser dette billede, er det vanskeligt at forestille sig, at dette marklandskab er arealet omkring Sparresholmsvej i årene efter 1900. De to tjørne midt i billedet er Karl Gustavs tjørne, der i en fjern fortid plantedes på et sted, hvor fra den svenske konge skal have stået og set indover den belejrede by. Den ene af de to tjørne findes endnu, red. (Bemærk dette er skrevet i 1949). Den fjerne bebyggelse er husene ved Brønshøj gadekær og blandt andet kan man skimte den gamle kommuneskole samt “Pilegården”, der nu hører sammen med “Løvens” hemiske fabrik. Oprindelig kaldtes gården Hans Christs gård, men dette blev efter 1918 ændret til “Pilegården”. På billedet længere nede ses et nyt billede fra Brønshøjvej ved “Løvens” fabrik.

Det tog tid at få genopbygget gårde og huse og i det hele taget på ny at få forholdene bragt på fode igen. Og midt i dette var tiden præget af lovløshed med mange overfald og røverier. Brønshøj arbejdede sig dog gradvis frem mod mere normale forhold.

I slutningen af de 17. århundrede fik Brønshøj en norsk præst Oluf Olufsen Schancke, der også skulle være præst ved pesthuset udenfor Vesterport. I pastorens tid oplevede Brønshøj noget, der sikkert har givet stof til megen snak. I næsten et år boede en negerdreng hos præsten, der skulle undervise ham i den kristne lære. August 1687 blev drengen døbt. I en gammel beretning om denne begivenhed skriver præsten:

En Morian, red. (En morian eller en mor er en ældre dansk betegnelse for en, oftest sort, afrikaner. Det er beslægtet med ordet maurer, der dog oftest betegner en afrikaner af arabisk eller berberisk oprindelse. Begge ord kommer via latin af græsk μαῦρος /maûros/, “sort”), som var 15 år gammel, kaldet Sigvert. Denne var Hr. Etats Raads velæle og velbårne Hr. Luxdorphs tiener, kommen fra Bengala udi i Ostindien, hidbragt ved Hr. Admiral Sigvar Adeler osv. osv. (netavisen vil spare læserne for resten, som nærmest er uforståeligt).

Ved denne dåbshøjtidelighed var et stort antal fremtrædende mennesker fædre.

I Brønshøj havde man aldrig oplevet noget lignende, men her som ved alle andre lejligheder spillede alt, hvad der berørte kirken en stor rolle for landsbyen – og man fulgte med i alt.

Præstegården var et slags midtpunkt, og det er da også gennem de skiftende præsters optegnelser og breve, man har nogle af de bedste kilder om Brønshøjs historie. Foruden præstens almindelige gerning i sognet, hvor han kom til at staa ansigt til ansigt med beboernes glæder og sorger, hændte det også, at præsten kunne blive stillet overfor kuriøse problemer, der i nutidens øjne kan have en næsten humoristisk karakter.

Serien fortsætter ..