Brønshøj spillede en god kamp - men fik kun et enkelt point

Der skal faktisk lyde ros til BB’s spillere, som lørdag eftermiddag spillede helt oppe i det nordjyske mod Vejgaard. For der blev spillet pænt fodbold, og holdet havde fortjent at tage alle tre point med hjem. Der er bare et scoringsproblem, og det er desværre stort. Spillerne har uendelig svært ved at få bolden i kassen. I Vejgaard så vi det endnu engang. 

Og så kan man ærgre sig ekstra bagefter. For et enkelt point vægter slet ikke i kampen om en af de tre oprykningspladser til 3. division. Her må vi næsten på forhånd udnævne Avarta og Holbæk som de største favoritter til oprykningen, og så kan vi håbe, BB fortsat kan nå den ultimative tredje plads, selvom det indtil nu kun er blevet til fem point – hvilket er seks mindre end Vejgaard på tredjepladsen.

Derfor igen – pokkers at det ikke blev til tre point i dag ! Vi vil også lige kippe med flaget for de suveræne supportere, der havde taget turen helt til Vejgaard. Det er enestående !

Søndag den 23. april kl. 14.00 får Brønshøj besøg af Odder på Tingbjerg Ground, og også her er parolen tre vigtige point. Intet er umuligt endnu – men de sortgule skan snart se at komme i gang.

Sådan skriver BB om kampen:

Nulløsning 

tekst: Christian Haslund

Brønshøj var langt væk hjemmefra, da de i weekenden tog til Aalborg for at møde Vejgaard. Her endte det 0-0 efter en god kamp af Hvepsene, som desværre ikke fik nok ud af deres indlæg.

Det var en meget chancefattig kamp, og i 1. halvleg blev der kun registreret tre afslutninger. To af disse faldt til hjemmeholdet, bl.a. et hovedstød på stolpen. Brønshøjs bedste mulighed var et langskud af Sebastian Weber.

Hvepsene kom ellers mange gange igennem – især i højre side – hvor Otto Dupont gjorde, hvad der passede ham. Desværre var løbene i feltet ikke på plads, så de gode indlæg blev ikke udnyttet.

Kampbilledet fortsætter

  1. halvleg var næsten lige så chancefattig som 1. halvleg, og vi skulle helt frem til det 67. minut før den første chance. Her stod hjemmeholdets Lasse Jensen for et forkølet skud.

Minuttet efter kom Brønshøj frem til deres bedste chance, da Julius Hamburger-Toft trykkede af fra kanten af feltet. Men bolden strøg lige forbi Vejgaards mål.

Løb tør for kræfter

Brønshøj har de sidste par uger kæmpet med skader, og det kunne ses på de sidste 10-15 minutter af kampen. Her løb Hvepsene tør for kræfter og Vejgaard kunne lægge et lille pres.

Men det blev aldrig farligt for nogle af holdene. 0-0 må derfor siges at være et fair resultat, men også et resultat som Vejgaard kan være mest tilfreds med.

Skal bruge sejre

Fire hold er stukket af i oprykningsspillet, og Brønshøj har nu seks point op til en af de tre oprykningspladser. Alt er ikke tabt endnu, men det skal snart blive til sejre i et meget tæt oprykningsspil, hvor kun Avarta er ubesejret.

Den sejr kan komme allerede på søndag den 23. april kl. 14, når Odder kigger forbi Tingbjerg Ground. Og kan der bygges videre på præstationen mod Vejgaard samtidig med at flere skadede spillere vender retur, så kan det blive en sjov søndag i Tingbjerg.