Slut med ældre brændeovne

Borgerrepræsentationen har godkendt ”Forskrift vedrørende miljøkrav for brug af brændeovne mv. i Københavns Kommune”. Det sker, efter der er givet de enkelte kommuner mulighed for, i en forskrift, at forbyde ældre brændeovne installeret før 2008 i områder med kollektiv varmeforsyning/fjernvarme.

I København vurderer skorstensfejerne, at der er ca. 12.900 traditionelle brændeovne og ca. 900
pejseindsatser, hvoraf ca. 3.200 brændeovne er installeret før 2008, og som dermed vil være
omfattet af forskriften – og dermed ikke lovlige at bruge. Kakkelovne vil dog fortsat være tilladt,
uanset alder.

Nedadgående
Ifølge forvaltningen har antallet af brændeovne i København været nedadgående gennem de seneste
år. Det angives, at skyldes dels en tidligere statslig ordning med skrotpræmie for ovne produceret
før 1995, dels lovgivning med krav om, at brændeovne produceret før 2003 skal udskiftes eller
sløjfes ved ejerskifte af den bolig, hvor brændeovnen er installeret. Forvaltningen peger også på, at
et øget fokus på brændeovnes partikeludledning i hjemmet formentlig har bevirket, at mange har
valgt at udskifte eller skrotte deres gamle brændeovn.

Bifalder forskriften
Udkast til ”Forskrift vedrørende miljøkrav for brug af brændeovne m.v. i Københavns Kommune”
har været i offentlig høring, hvor hovedparten af høringssvarene fra borgere udtrykker tilfredshed
med, at der med forskriften kommer fokus på luftforurening fra brændeovne og bifalder derfor
forskriften.
De nye bestemmelser vil være gældende 12 måneder efter offentliggørelsen på kommunens
annonceringsportal.

EF