Spirekoret begynder ny sæson

007
 
Husum og Husumvold Kirker gik i foråret 2014 sammen om at skabe et kor for drenge og piger i 0.-2. klasse. Koret har været en stor succes med mere end 20 tilmeldte børn, men der er stadig plads til mange flere. Leder af Spirekoret er Christina Schimmell Rindorf, der er uddannet cand.pæd. i musik og har arbejdet med kor og børn siden 1997. Det er således en erfaren leder, der står i spidsen for koret, og hun fortæller om sine planer for Spirekoret i efterårssæsonen: Børnene skal først og fremmest lære at bruge kroppen og stemmen til at skabe musik. Derfor skal vi synge både rytmiske og klassiske sange. Vi skal synge efterårssange, salmer, børnesange, hurtige sange og langsomme sange og meget mere. Jeg tror, børnene vil synes, at det er rigtig sjovt. Og så skal vi også arbejde med rytme og klang og synge enstemmigt og med tiden også tostemmigt, siger Christina Schimmell Rindorf. Børnene kommer også til at optræde flere gange i løbet af efteråret. Det bliver både i forbindelse med gudtjenester i de to kirker og ved små koncerter i andre sammenhænge. Spirekoret øver i Husum Kirke onsdage kl 16.30 – 17.30. Tilmelding til koret kan ske på Husum Kirkes hjemmeside: www.husumkirke.dk eller på tlf. 24420399 til Espen Bock. Undervisningen er gratis.