BB stadig uden sejr trods en god indsats mod Viborg
Trods et hurtigt mål til BB lykkedes det ikke at tage point fra endnu en af oprykningsfavoritterne Viborg. Jyderne vandt 2-1 efter at hjemmeholdet var gået til pausen med en 1-0 føring.
Tekst: Christian Haslund, (2700-netavisens udsendte) ..
Brønshøj lagde bedst ud, og der var kun spillet omkring 5 minutter, da de sort/gule fik et frispark et stykke fra feltet. Mikkel Nøhr sendte bolden ind over, hvor Kasper Sørensen kom højst i duel med målmanden og bragte BB foran.
Det brændte tit på foran Viborgs mål, men der blev kun scoret en enkel gang. (Foto: Thomas Løser)
Kort efter var Sebastian Dalgaard tæt på at gøre det til 2-0, da han trak ind i banen fra sin højrekant, og med venstrebenet fik sendt et skud afsted mod mål. Desværre var målmanden vågen og fik hånden på.
Den første halve time sad hjemmeholdet på det meste, og man var gode til at bremse Viborgs opspil, som slet ikke kom i gang.
Men mod slutningen af halvlegen tog Viborg over, og godt 10 minutter før pausen kom dagens største afbrænder. En Viborg-spiller blev spillet helt fri inde i feltet, men utroligt nok formåede han at ramme stolpen så bolden sprang ud i spil.
Mindre end et minut efter fik Viborg dog bolden i mål efter et hjørnespark, hvor en nedfaldsbold endte hos Stankov, men han måtte se sit mål blive annuleret pga. offside.
En halvleg, hvor den første halve time var på Brønshøjs præmisser, mens der det sidstekvarter stod Viborg på det meste.
Viborg kom bedst ud til 2. halvleg, og efter 10 minutter fik jyderne udlignet. Der blev spillet en bold ud til Stankov, som sikkert kunne sætte den ind bag Dannevang.
Herefter tog Brønshøj over og satte pres på Viborg, men trods gode forsøg blev der ikke scoret.
Brønshøj-presset åbnede imidlertid muligheden for Viborg-kontra, og efter 62. minutter bragte Jeppe Curth gæsterne foran 2-1. Selvom BB’erne pressede på mod kampens afslutning, havde Viborg parkeret bussen så effektivt, at det blev ved de 2-1.
Man kan igen ærgre sig, for der var atter forbedringer at spore i BB’s spil. Så må vi bare håbe, der snart går hul på bylden. Husk hvad Carit Falch bad om ved sin tiltrædelse – hav tillid og tålmodighed.
Det har vi så fortsat.
Opstilling:
Nicklas Dannevang – Mads Gabel, Jesper Fleckner, Nuri Mustafi, Oliver Fredsted – Sani Tahir (64. Oke Akpoveta), Kasper Sørensen (42. Kenneth Thinter (59. Lars Emil Juel Andersen)) – Sebastian Dalgaard, Andreas Granskov, Mikkel Nøhr Christensen – Aleksandar Lazarevic
Ikke benyttet:
Yousuf Butt, Anders Vest-Hansen, Sebastian Lassen, Simon Raahave
Næste kamp er på søndag d. 31. august kl. 15 mod oprykkerne fra Skive på Spar Nord Arena i Skive. Endnu en vanskelig opgave for Falch og hans tropper.