Klar til Kulturnat på Efterslægten
På Kulturnatten fredag den 10. oktober har man blandt andet chancen for at møde en verdensmester på Efterslægten. Eller at danse zumba og få testet sit kondital. Det er en del af den årlige Kulturnat over hele København, som i år også er nået til HF-Centret Efterslægten.
NOBIS, Efterslægtens idrætshus, danner rammen om Kulturnat NV på Efterslægten på fredag. Her kan man forsøge sig med konditest, futsal eller zumba.
– På Efterslægten vil vi gerne vise vores nye, flotte sportshal frem for lokalområdets beboere, og samtidig give Kulturnattens mange deltagere en mulighed for ”bevægelse i kulturen”. fortæller Søren Kraunsøe, som er koordinator for Kulturnatten på Efterslægten. – Derfor lukker vi dørene op allerede fra kl. 17, så også børnefamilierne kan være med. På Efterslægten arbejder vi meget med sport, krop og sundhed, så det var naturligt for os at deltage på denne måde i Kulturnatten. Og så synes vi, det er fantastisk, at Kulturnatten nu også er aktiv i vores bydel.
Dans og romaskiner
Der forventes at være udfordringer af alle slags, når Efterslægten sætter fokus på kropskulturen. – På den ene side er der mulighed for at forsøge sig med zumba, fortsætter Søren Kraunsøe. – Her kan alle være med, bare de har lyst, og vi har en professionel instruktør til at herse med gæsterne, og sjovt nok har hun selv været kursist her på Efterslægten. På den anden side står nogle af vores idrætshold for konditest og instruktion i at bruge de forskellige maskiner i vores fitness-rum, så der er virkelig mulighed for en aktiv start på Kulturnatten.
Mød en verdensmester
Den 14. juni i Dubai blev Danmark, og Andreas Birkedal, som er idrætslærer på Efterslægten, verdensmester i futsal, en slags five-a-side fodbold. På fredag står han på banen i NOBIS, Efterslægtens nye idrætshus for at lege med fodbolden sammen med gæsterne på Kulturnatten. Ud over verdensmesterskabet har Andreas Birkedal også en fortid på Lyngbys fodboldhold og har været med i FC Nordsjællands Superligatrup.
Andreas Birkedal (med pokalen) blev verdensmester i futsal i juni. På fredag instruerer han i futsal i Efterslægtens idrætshus.
– Ja, vores gæster kommer i kvalificeret selskab, mener Søren Kraunsøe. – Futsal er en rigtig sjov måde at spille indendørs fodbold på, så jeg vil absolut anbefale folk at møde op, om ikke andet for at stå på banen med en verdensmester. Og her er det en god idé at tage et par indendørs sko med. Men i øvrigt kan man jo bare komme, som man er, og snuse lidt til alle mulighederne.
På Efterslægten glæder de sig til at tage imod Kulturnattens gæster og beder blot om, at man husker at anskaffe sig det officielle kulturnatpas inden besøget. Det kan bl.a. købes på Biblioteket, Rentemestervej 76.