Fix scorer fortsat mange mål og er på 2. pladsen i Serie 2
Fix har fået en fin start på den nye sæson og scorer mange mål
FODBOLD: Det går også strygende for Boldklubben Fix, der nu har indtaget en sikker 2. plads i den københavnske Serie 2. Lørdag eftermiddag vandt Fix på udebane med hele 4-1 over Sønderbro Fight, og dermed holder mandskabet fra Brønshøj Kirkevej den høje scoringsprocent. Hele 35 mål er det blevet til i de første ni kampe, det er næsten fire i snit ! Forsvaret har lukket 12 mål ind, og det er rent pointmæssigt blevet til 21. Meget tyder på, at de rødblusede er på vej tilbage til Serie 1, hvor fra holdet rykkede ned før sommerferien. Der er i hvert fald kommet styr på tropperne. Næste opgave er på hjemmebane i Gadelandet på lørdag den 11. oktober kl. 15.00, hvor CBS Sport kommer på besøg. Det bliver ikke nogen nem opgave, da gæsterne også har haft en god sæson indtil nu og ligger placeret på 5. pladsen.