Ingen juletræ på Husum Torv i år - men rolig nu ...

– det skal i stedet stå i Husum Bypark over for Føtex …

_40A4042_Husum

Det syn kommer man ikke til at opleve i år. Juletræet midt på Husum Torv.

Selvom vi stadig har omkring 7 uger til julemåneden i december, har Juletræsfonden i Husum allerede planen klar til årets juletræstænding, som traditionen sker fredag før første søndag i advent. Det er i år på datoen den 28. november. Siden firserne har Juletræsfonden i Husum taget sig af denne hyggelige tradition, som alle ser frem til, når julemåneden begynder.

Men der sker noget helt nyt i år, for der kommer slet ikke til at stå noget juletræ på Husum Torv. Det skyldes sandsynligvis den kendsgerning, at butikslivet og handlen omkring torvet er mere eller mindre skrumpet ind, samt at bustrafikken på stedet virker for generende. Derfor har man besluttet at flytte juletræet længere op ad Frederikssundsvej mod Brønshøj – nemlig på Husum Bypark over for Føtex Husum.

– Gennem alle år har den megen bustrafik rundt om torvet været et problem, når der tænkes på de 250 – 350 børn og forældre der møder frem, siger man fra Juletræsfonden. – Støjen fra busser har også været et problem. Så efter flere henvendelser, bl.a. fra Områdefornyelse Husum, har vi derfor besluttet, efter megen overvejelse, at flytte juletræet til den nye park. Så i et positivt samarbejde med Områdefornyelse Husum, flyttes hele arrangementet med julemand, musik, træets tænding og sidst men ikke mindst uddeling af godteposer til alle fremmødte børn, til HUSUM BYPARK (også kaldet Langelandsparken af nogen). Det er altid svært at lave om på noget, der er en tradition. Derfor melder vi i Juletræsfonden allerede ud nu, at stedet for juletræet bliver flyttet lidt længere op ad Frederikssundsvej til den nye plads.I samarbejde med den styregruppe, der har med den nye park at gøre, lægges der op til, at der vil blive mulighed for at købe noget varmt at drikke og spise. Så det skulle blive et meget hyggeligt arrangement i den kolde tid, det jo altid foregår på. Så kære børneforældre, husk det er i den nye park, at årets juletræs arrangement med tænding af træet foregår klokken 17 – 18 fredag den 28. november, slutter folkene i juletræsfonden og tilføjer – Københavns overborgmester Frank Jensen kommer og tænder træet og holder årets juletale …. 

2700-netavisen mener ikke, det er nogen særlig god ide, (slet ikke fordi vi mister den hyggelige udsigt i hele december måned) – men det kan jo være, træet til næste år igen får ståsted på Husum Torv.