Bellahøj Kirke markerer sommertidens sidste aften

En hyldest til livet – på vej ind i mørket
1 Bel
 
Signe Mansdotter medvirker i sommertidens sidste aften
 
Dagene bliver kortere, mørket tager til, og natten til søndag den 26. oktober stiller vi urene og går over til vintertid. På lørdag den 25. oktober er det således sommertidens sidste aften, og det markerer Bellahøj kirke ved det månedlige lørdagsarrangement, der har fået den optimistiske overskrift ”En hyldest til livet – på vej ind i mørket”.
Aftenen begynder kl. 17.00 med lørdagshøjmessen, hvor sognepræst Peter Møller Jensen og kirkens pianist Merete Ørting Lahey denne gang får besøg af sangerinden Signe Mansdotter og musikeren og komponisten Mads Emil Nielsen, der medvirker med elektroniske musikindslag.
Efter den indledende gudstjeneste er der som sædvanlig dækket op kl. 18.30 til en festlig lørdagsmiddag med god mad og vin (50 kr. alt inkl.), og kl. 20.00 følger så aftenens koncert, der denne gang er med kirkens egne kræfter, nemlig Karen Tang Andersen, der til daglig er ledende kordegn og regnskabsfører, men også er uddannet operasanger, og Merete Ørting Lahey, der sidder ved flygelet. De to vil sammen med Peter Møller Jensen og vikarpræst Marie Louise Østergaard-Hansen byde på et program i ord og toner, der er en hyldest til livet. Man kan glæde sig til bl.a. at høre Robert Schumanns berømte sangcyklus ”Frauenliebe und –leben”, der i otte smukke sange beskriver en kvindes kærlighed til sin mand, fra deres første møde, gennem livet og indtil hans død, ja, efter døden. Og koncertens øvrige indslag vil også pege hen på livets evighedsdimension, som kommer til udtryk i troen, håbet og kærligheden – og tænder lys i mørket.
Sommertiden klinger således ud på smukkeste vis i Bellahøj kirke på lørdag i næste uge, og ud over betalingen for middagen er der gratis adgang til hele aftenens program.