Bo Henriksen vil slutte af med sejr
FODBOLD: På lørdag spiller Brønshøj årets sidste kamp, og det sker mod HB Køge på Tingbjerg Ground. Et opgør træner Bo Henriksen ser meget frem til. – Ja vi glæder os og går naturligvis efter at slutte af med en sejr, siger træneren til 2700-netavisen. – Vi kan mønstre stærkeste opstilling, og samtidig må gæsterne undvære Morten Karlsen, som har karantæne. Jeg forventer en hård kamp, for sjællænderne er et godt hold. Men vores indstilling er god, og vi skal bare turde spille. Vi har holdet til det. Og ja – vi er selvfølgelig opmærksom på Jeppe Kjær, som de sidste mange år har voldt os problemer. Både da han spillede for Roskilde og nu HB Køge. Det er jo ikke for ingenting, at han er topscorer i rækken. Men vores midtstoppere er hurtige nok til opgaven.
Udfra starten – et godkendt efterår
– Når man tænker på, at vi tabte de fire første kampe i efteråret og måtte stille med et så godt som helt nyt hold, så vil jeg sige, at det er godkendt. Men heller ikke mere. Vi har fået spillet et godt hold sammen nu og kan i realiteten banke enhver modstander i divisionen. Det er imponerende, så hurtigt vi har fået spillet et mandskab ind. Så når det hele slutter lørdag eftermiddag, så vil vi allerede mandag evaluere på sæsonen og se, hvor vi kan gøre det bedre. Vi skal ihvertfald lære at holde føringer. Der har den svigtet for meget. Men som sagt – alle mand glæder sig til kampen mod HB Køge – og alle vil gerne slutte af med en sejr, slutter Bo Henriksen.