Rejseforedrag om en familie der trak stikket ud og rejste verden rundt

”Tour de 5” – handler om en familie, der trak stikket ud og rejste verden rundt.
Oplev et tankevækkende og anderledes rejseforedrag på Brønshøj Bibliotek ..

Rejsefordrag FOTO Nepal Happi Holi

På onsdag den 12. november kan man på Brønshøj Bibliotek/Rytterskolen opleve Nicoline Christophersen holde foredrag om et fri-år med familien på en rejse rundt i verden – utvivlsomt en drøm for mange! En helt almindelig familie på to voksne og tre børn fra Frederiksberg valgte i 2012 at forfølge deres drøm.
Med fantastiske billeder fra USA, – fra Alaska til Hawaii – videre til Asien og Italien for til slut at ende i en træhytte i Sverige, bliver tilhørerne taget med på en eventyrlig rejse. Men det er en rejse, der både rummer nærhed og fremmedgørelse, surt og salt – smil og tårer. Alt er ikke rosenrødt!

Nicoline Christophersen fortæller om, hvordan man som familie oplever og udlever drømmen: hvad blev forandret, hvad var det svære – og hvad gik lettere end frygtet eller forventet?
Er livet som hjemmeunderviser kun en dans på roser? Hvor ofte sker det, at man faktisk bliver træt af sine egne børn? Nicoline giver et både humoristisk og realistisk indblik i både op- og nedture undervejs på en rejse, som sætter hverdagslivet i Danmark i perspektiv. Familien levede indtil juni 2012 et helt almindeligt familieliv med arbejde, skole og hverdagstyranni. Rejsen var et opgør med begrebet ”kvalitetstid” og udsprang af et ønske om at være og opleve verden sammen. Nu er familien tilbage på Frederiksberg og deler ud af deres rejseoplevelser.  
Hvis man selv har haft lyst til at trække stikket ud, er der masser af inspiration at hente i form af konkrete råd og tjeklister. Men man kan også bare drømme sig væk i en masse sjove fortællinger og smukke billeder fra fjerne egne.
TID: Onsdag d. 12. november kl. 19.30
STED: Rytterskolen, Brønshøj Torv 1
Entré: 30 kr. Billetsalg på Brønshøj Bibliotek og online bibliotek.kk.dk