Så blev Iben fastansat ny præst i Husum Kirke
Husum kirke har valgt at fastansætte Iben Hornshøj Sørensen som sognepræst fra den 1. december, og hun indsættes ved en festlig højmesse i Husum Kirke søndag den 7. december kl. 10.30.
– Der var mange ansøgere til stillingen, men valget faldt naturligt på Iben, som gennem et vikariat på næsten 2 år er blevet en kendt og elsket præst i sognet, fortæller menighedsrådsformand Børge Rossing til 2700-netavisen. – Det var et udbredt ønske i sognet, at man ønskede at beholde hende, og da Iben var blandt ansøgerne, indstillede menighedsrådet hende til embedet. Iben Hornshøj Sørensen indsættes af provst Johanne Haastrup ved højmessen søndag den 7. december kl. 10.30. Det er en stor dag for Husum Sogn – og menighedsrådet håber på at mange vil komme til højmessen og den efterfølgende reception for at fejre dagen. Vi glæder os rigtigt meget til at fortsætte det gode samarbejde, slutter menighedsrådsformanden.