Flot Brønshøj-sejr i årets sidste kamp
Bo Henriksen var i aktion fra sidelinjen under hele kampen, og han fik dirigeret sine tropper til sejren. (foto: Thomas Løser).
Kanonfight over hele linjen gav fuldt fortjent hjemmesejr over HB Køge
FODBOLD: Bo Henriksen havde lovet fight om hver en bold i årets sidste kamp på hjemmebanen i Tingbjerg, og det løfte blev fuldt indfriet af hans dygtige spillere lørdag eftermiddag. Her lykkedes det for BB at vinde fuldt fortjent 1-0 over HB Køge efter 0-0 ved pausen.
Det var et stykke mandfolkearbejde, BB leverede. Alle mand i sort/gult gav, hvad de havde i sig, og belønningen kom, da dommeren endelig efter næsten 94 minutter kunne fløjte kampen af. Tre vigtige og fuldt fortjente point var hjemme under stor jubel fra de omkring 550 tilskuere på Tingbjerg Ground.
Kampen var forholdsvis lige – med BB en anelse i front det meste af tiden. Der blev vist aggressivt spil, og det var helt tydeligt, at Brønshøj gik efter de tre point. – Vi skal lære at holde vores føringer, sagde Bo Henriksen før kampen, og det lykkedes. Man havde brugt meget tid på at lægge den helt rigtige taktik – og ikke mindst på at kunne stække “Brønshøjs onde og ubarmhjertige ånd” Jeppe Kjær. Den mand har scoret i stort alle opgør mod BB, hvad enten det har været for HB Køge ellers hans tildligere klub Roskilde. Taktikken lykkedes, Jeppe Kjær blev holdt fra scoring, selvom det var utrolig tæt på i anden halvleg.
En dobbelt-Nøhr
Efter 0-0 ved pausen startede gæsterne offensivt i anden halvleg. Flere gange var BB tvunget tilbage på egen banehalvdel. Men det lykkedes at holde sjællænderne fra scoring, og så fik Mikkel Nøhr Christensen pludselig en mulighed, da han befandt sig alene i HB Køges forsvar med målmanden og et par forsvarsspillere. Han holdt hovedet koldt og havde overblik nok til at sende bolden i kassen til 1-0 – under stor jubel på TG. Kort tid efter brændte det igen på, men HB Køge fik afværget. Og så skete det, man havde frygtet. Jeppe Kjær fik vristet sig fri og kunne sende bolden mod det tomme mål. Han havde bare ikke regnet med, at Mikkel Nøhr Christensen var kommet med tilbage og mesterligt fik ekspederet bolden til hjørne. Meget mere blev det ikke til, og så kunne Brønshøj slutte et yderst turbulent år af med en sejr på 1-0 over HB Køge. Stærkt gået drenge !
Dermed er fodbolden forbi for i år for BB’s vedkommende. Vi kan kun sige tak til Bo Henriksen og hans drenge for en trods alt flot indsats. Man skal huske på, at BB stort set stillede med et nyt hold efter sommerpausen og lagde ud med fire nederlag.
Lad os håbe, de fleste af spillerne kan fortsætte til foråret. For det hold BB har nu – er det stærkeste i mange år !