Engelsk blueskonge giver koncert i Brønshøj fredag den 22. januar
En god koncertnyhed for bluesfolket har netop set dagens lys i Kulturhuset Pilegården. Den engelske mundharpe-mester Paul Lamb kommer til landet med sit band i januar og den lokale musikforening Music House Brønshøj har shanghajet ham til en koncert i Pilegården fredag den 22. januar klokken 20.
Det er blueskendere og i særdeleshed mundharpe-aficionados, der ser frem til at høre eller genhøre englænderen, der i den grad har brudt det amerikanske bluesmonopol. Paul Lamb & The King Snakes har vundet alt, hvad der er værd at vinde af priser inden for bluesverdenen, og har efterhånden optrådt på mere end 300 større festivaler verden over. Overalt vælter de spillestederne med deres helt unikke univers af soul, akustisk country-blues, dansevenlig swingende vestkyst boogie og den tungere Chicago-tradition.
Paul Lamb kan få den lille mundharpe til at lyde som en længselsfuld togfløjte tudende i midnatsmørket, men der kan også gå fest og tidlig rock’n’roll i den. Med den Ray Charles-inspirerede forsanger Chad Strentz er der er dømt “good times” og skæg og ballade på scenen, når det britiske bluesband med et gevaldigt glimt i øjet serverer en medrivende festblues.