Der bliver ved med at dukke gamle sporvognsskinner op i lokalområdet
Det virker som om lageret af gamle sporvognsskinner i Brønshøj‐Husum er uudtømmeligt. Sidste år dukkede der skinner op på Brønshøjvej, og 2700‐netavisen.dk fandt da også et par stumper på Degnemose Allé.
Nu sker det igen på Frederikssundsvej mellem Brandstation og krydset ved Hareskovejen/Borups Allé. Københavns Kommune er som bekendt i gang med at bygge en ny busvej til linie 5A, og i den forbindelse er man nu i gang på dette stykke af Frederikssundsvej. Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm var på pletten og hentede det første læs skinner onsdag. I den kommende tid vil der blive afhentet yderligere 4‐5 læs.
Skinnelægning anno 1968/69.
Skinnerne blev kun benyttet i 3½ år, idet de blev lagt i forbindelse med bygningen af hareskovvej‐tunnelen i 1968/69. Tunnelbyggeriet gjorde det nødvendigt at hæve Frederikssundvej, og det betød også, at det var nødvendigt med nye sporvognsskinner. De er således nyere end de skinner, som Sporvejsmuseet hentede på Tagensvej i 2014.
Tunnelen efter åbningen den 5. oktober 1969
Foto: Erik Storgaard, Torben Liebst og John B. Nielsen