Julebazar i Kulturhuset Pilegården næste weekend

christmas decoration on the wooden table, christmas background

Julepynt, origami og lækre babytrøjer er blot noget af det, man kan indlede jagten på til dette års julebazar i Pilegården. Det kreative julemarked for hele familien har åbent lørdag den 19. & søndag den 20. november kl. 11-16 med fri entré og kreative workshops for de små begge dage.

Er man vild med flotte, håndlavede sager? Så er der gode chancer for et scoop i Pilegården. Kulturhuset kommer til at bugne af nips, keramik, julepynt og kreative julegaver, som man ikke lige opstøver i en almindelig butik, når bydelens kreative folk samles og sælger lidt ud af deres kreationer.

Fællesnævneren er at folkene bag boderne selv har kreeret det som de sælger og til priser som er overkommelige. Den lokale forening Tekstilklubbens årlige julemarked er en del af arrangementet og blandt medlemmernes boder er der både finurlige gaver og hjemmestrik til den kolde vinter både til små og store.

Pilegården_stor_lysere

For børnene

Julen er heldigvis meget andet end gaveræs og forbrugsfest. Både lørdag og søndag er der genbrug på den kreative måde, når den lokale kunstner Susse Volander inviterer børnene indenfor i sin workshop. Genbrugsmaterialerne ligger klar på bordene, og har man set Shanes Verden,  ved man præcis, hvad det handler om. Så der skal klippes, klistres, limes, snakkes, grines og bygges. Der er åbent kl. 11.30-15.30, og man dropper bare forbi – ingen tilmelding er nødvendig.

Har man lyst til at springe på en bod i sidste øjeblik, så koster de 250 kr. og købes på Pilegårdens hjemmeside. Der er fri entré for publikum og åbent begge dage kl. 11-16.