Forheksende godt børneteater i Grøndal MultiCenter
I denne uge kan man opleve en sprudlende og idérig teaterversion af Roald Dahls populære fortælling Heksene. Kulturhuset Pilegårdens Teaterskole står bag, og stykket bliver opført på Folketeatrets lille turnéscene i Grøndal MultiCenter hele ugen.
De lokale teaterelever fra Pilegårdens Teaterskole har arbejdet på stykket ”Heksene” gennem hele deres undervisningssæson og bidrager selv med sang, dans og kostumer. Stykket bliver sat op helt fra bunden, så når de lokale børn går står på en rigtig scene med et rigtigt publikum, så er det kulminationen på mange måneders arbejde. Bag instrumenterne i bandet Hollow Voices finder man musikelever fra Rytmisk Center på Vesterbro.
I den dramatiske udgave af Heksene handler stykket om Clara og hendes bedstemor, der skal holde ferie på et hotel. Meget ferie bliver det dog ikke til, for på hotellet skal der også afholdes et årsmøde for ”Det Kongelige Selskab for Bekæmpelse af Grusomheder mod Børn”, som ikke helt lever op til sin titel. Mødet bliver nemlig holdt af rigtige hekse, og de har helt andre intentioner og en helt anden dagsorden. Clara, hendes bedstemor og familien Jensen bliver rodet ind i denne spændende heksehistorie.
Den britiske krimi- og børnebogsforfatter Roald Dahl skrev bogen Heksene i 1983, som senere i 1990 blev filmatiseret under titlen “The Witches”. Roald Dahl er desuden kendt for en række andre børnebøger, blandt andet Charlie og Chokoladefabrikken, Matilde, og Den Fantastiske Hr. Ræv.
Forestillingen er mest for 6-10-årige. Flere af bydelens skoler og institutioner kigger forbi i løbet af ugen, men også bedsteforældre og familier kigger typisk forbi. Der er stadig ledige billetter til flere af forestillingerne. Billetter købes på Kulturhuset Pilegårdens hjemmeside www.pilegaarden.kk.dk. Stykket er støttet af Brønshøj-Husum Lokaludvalg.
Forestillinger
Mandag den 24. april kl. 19.00: Premiere (lukket forestilling for familier til optrædende)
Tirsdag den 25. april kl. 10.00
Tirsdag den 25. april kl. 14.30
Onsdag den 26. april kl. 10.00
Onsdag den 26. april kl. 19.00
Torsdag den 27. april kl. 10.00
Torsdag den 27. april kl. 14.30
Fredag den 28. april kl. 10.00
Hvor
Grøndal MultiCenter
Hvidkildevej 64
København NV.
Entré
Børn og unge under 18 år: 35 kr. pr. person.
Voksne: 55 kr. pr. person.
Særlig rabat til skoleklasser og institutioner, der har en elev, som er med i teaterstykket: 25 kr. pr. person.