Aftenrum med Claus Rydskov på Tomsgårdsvej
Torsdag den 4. februar kl. 19.00 indbyder Bellahøj kirke, der for tiden holder til på Tomsgårdsvej 19, st.tv. til denne måneds stemningsfulde Aftenrum, som er en gudstjeneste og et mødested for mennesker, der er nysgerrige på tro og eksistens. Her bliver indholdet i en musikers eller andre kunstneres ord og udtryk sat i samspil med kirkens rum og traditioner.
Til Aftenrum på torsdag er det sangeren og sangskriveren Claus Rydskov, der byder indenfor i sit musikalske univers. Claus Rydskovs melodiske, stemningsfulde og hovedsageligt engelske sange er inspireret af og har rødder i både den skandinaviske musikmuld (Cornelis Vreeswijk og Evert Taube) og den anglo-amerikanske folktradtion (Nick Drake og Bob Dylan), og hans sange indfanger og rammer lytteren lige i hjertekulen med fortællinger om det moderne menneske og om livet, døden og kærligheden.