Alle gode gange 13 for Freja-pigerne
HÅNDBOLD: Søndagens håndboldkamp i Bellahøjhallen blev alle go’e gange 13 for Freja i damernes 3. division. TMS Ringsted 2 vandt 23-21, hvilket dog var et af de mindste nederlag, Brønshøj pigerne har lidt i denne sæson. Men status lige nu er, at man efter at over halvdelen af kampene er spillet ligger uhjælpeligt sidst i rækken med 0 point. Skal man lave en ny målsætning hos Frejas piger, så må det være at få slettet det kedelige 0 – og så ellers begynde at forberede sig på en sæson udenfor divisionerne. Der er meget, der skal bygges op, og det bliver uden tvivl en svær opgave.
Næste opgave for Freja er også i Bellahøjhallen. Det er på søndag kl. 14, hvor Amager SK kommer på besøg.