Anne Lise Marstrand-Jørgensen besøger Bellahøj Kirkes aftenrum
Efteråret står for døren og dermed også en ny sæson med de såkaldte aftenrum i Bellahøj kirke. Aftenrum er møder med spændende og aktuelle gæster, der har noget på hjerte.
Ved det første aftenrum i efteråret, der finder sted på torsdag den 8. september kl. 19.00 i Bellahøj kirkes midlertidige lokaler på Tomsgårdsvej 19, er det forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der er budt indenfor til en samtale om hendes brændende engagement i bevægelsen Venligboerne, hvor hun er formand for den københavnske afdeling og flittigt tager del i debatten om flygtningesituationen i Danmark.
Det kommer til at handle om etik og menneskesyn, når Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der i sommer blev kåret som Årets Københavner 2016 af dagbladet Politiken, lægger op til en åben samtale om næstekærlighed i teori og praksis og deler af sine erfaringer i arbejdet med Venligboerne.