Bo Henriksens farvelhilsen til Brønshøj efter syv års tro tjeneste ..

IMG_0637
 
 
BB’s afgående træner Bo Henriksen har på Hvepsenes hjemmeside på facebook skrevet følgende farvelhilsen til Brønshøj før sidste hjemmekamp søndag kl. 16 på Tingbjerg Ground. 2700-netavisen finder denne hilsen så ægte og personlig, at tillader vi os at bringe denne kærlighedserklæring videre til alle læserne.
 
Hej alle i fantastiske mennesker omkring Brønshøj Boldklub.

Som I sikkert ved, står jeg for sidste gang stolt i spidsen for Brønshøj Boldklubs førstehold på vores alle sammens Tingbjerg Ground, på søndag mod oprykningsaspiranterne fra Hobro.
Jeg vil i den anledning håbe på at I vil være med til at skabe en kæmpe fest for vores fantastiske spillere og vores hjerteklub. Vi skal som altid med stor ydmyghed og kærlighed sammen fører vores hold til sejr og dermed give vores hyldest til alle de mennesker som hver dag gør Brønshøj Boldklub til et helt unikt sted at være.
Jeg vil i samme anledning gerne takke alle jer fans som har gjort min tid i Brønshøj Boldklub uforglemmelig, jeres altid store engagement og tro på vores evner har haft en kæmpe indflydelse på vores resultater. I har skabt kulturen og fundamentet til succes, og grundlaget for at der skal spilles topfodbold på Tingbjerg Ground de næste mange år. 
Jeg vil derfor gerne byde på forfriskninger bag klubhuset efter kampen, for at vise jer min store taknemmelighed for nogle fantastiske år, med helt unikke minder.
De kærligste hilsner
Bo Henriksen
 
Meget smukkere kan det vel næppe siges, og det afslutter syv dejlige år med den sympatiske træner, som fra efterårets start står i spidsen for Horsens FC.
Her fra netavisen skal endnu engang lyde en stort tak for denne gang, Bo – og alt muligt held og lykke med dine kommende udfordringer.