Borgermøde om Brønshøj kirke i dag
Hvordan kan skole og kirke samarbejde? Og hvad kommer skolereformen til at betyde for samspillet mellem skolen og kirken og andre lokale organisationer?
Det er nogle af de spørgsmål, som er til debat, når Brønshøj kirke i dag tirsdag den 27. maj inviterer til det årlige borgermøde om kirkens arbejde og opgaver i sognet. I år har skoleleder for Brønshøj skole, Camilla Ottesen, nemlig sagt ja til at være oplægsholder på mødet sammen med formanden for Brønshøj-Husum Lokaludvalg, Erik Fisker. De to vil, hver fra sit udgangspunkt, komme med deres bud på, hvordan kirken kan samarbejde.
På mødet vil menighedsrådet også kort orientere om de aktuelle opgaver, der er i gang omkring Brønshøj kirke. Kirken har fået ny præst; der er ambitioner om at kunne involvere flere og nye frivillige; der er et stort børne- og ungdomsarbejde, og der er et stærkt ønske om at skaffe bedre plads til både medarbejdere og aktiviteter gennem opførelse af et nyt sognecenter til afløsning for den gamle bygning fra 1926, som ikke kan udvides. Alt dette kan man høre mere om og spørge ind til på borgermødet, som er et fyraftensmøde, der varer fra kl. 17-19 og afrundes med et let traktement, inden menighedsrådet kl. 19 går over til sit ordinære møde.