Brønshøj-Husum har taget godt imod 2700-netavisen, men ...

I november er det to år siden, 2700-netavisen gik i luften for første gang. Og lad os slå fast med det samme. Den har fået en forrygende modtagelse. I dag går omkring 3.000 fast ind dagligt og kigger i Brønshøj-Husums eneste aktuelle netavis, og pilen vender fortsat opad. Det er vi hyper stolte over.

net

Men alligevel vil vi bede læserne om at hjælpe os med at udbrede kendskabet til netavisen. Den har vist sig at have sin berettigelse og glæder mange mennesker. Ikke bare i lokalområdet men også udenfor. Vi har læsere, der tidligere har boet i Brønshøj-Husum, som i dag befinder sig rundt om i verden. Dem hører vi jævnligt fra, og de udtrykker stor glæde over hver dag at kunne følge med i deres gamle bydele. Fortæl familie, venner, naboer ja alle i bekendtskabskredsen og ikke mindst de lokale butikker, at Brønshøj-Husum har sin helt egen netavis, som byder på lidt af hvert.

Og vi kan ikke være mere lokale. Vores redaktion ligger på Husum Torv, og netavisens redaktør har i mere end 35 år bevæget sig i lokalområdet og skrevet om livet. Kort sagt – vi har hjertet med …

Lad os give et aktuelt eksempel på, at netavisen allerede fra morgenstunden læses. Onsdag morgen bragte vi en artikel om det gamle Bellahøj Bad på avisens forside, og i løbet af bare én time havde næsten 1000 været inde og læse, og hvert minut stiger tallet. Artiklen har nu ligget på fra klokken 8.30 til 14.35 – og næsten 4000 har været inde og læse ! Spændende hvad det ender med. Klokken 16.30 har 6.561 været inde og læse ! Efter nu at have været på i 23 timer har svimlende 24.000 været inde og læse netavisens artikel. Utroligt.

Det er da fantastisk. Og man kan altid finde os. Vi svigter aldrig. Det er bare at gå ind på nettet og skrive 2700-netavisen.dk – så har man avisen indenfor døren. Her er aldrig nogen udfald !

Husk også at a l l e er meget velkommen til at skrive indlæg til netavisen, som vi naturligvis vil bringe. Har man andre ting på hjertet, så skriv til fa@2700-netavisen.dk.