Det hvide snit for en halvtredser
Improteater, teatersport, comedyteater – kært barn har mange navne. Mandag den 7. april kl. 20 er det igen blevet tid til at ”Det Hvide Snit” går på scenen i Pilegården med et af deres stærkt humoristiske, improviserede shows.
Mange husker improvisationsteatret ”Så hatten passer”, som blev sendt på DR1, 1991-1992, hvor kendte skuespillere improviserede på slap line ud fra input fra publikum og værten Gunnar Frøberg. ”Det Hvide Snit” opererer inden for nogenlunde samme felt, når de begiver sig på scenen og blander improteater med comedy. På scenen er der også en klaverbokser, og ifølge gruppen selv lægger deres nye show ”Dogme Impro” sig som ”våd silke omkring hjernebarken, og får ungpige-fniset frem hos både drenge og piger”.
De Hvide Snit har mere end 25 års erfaring med at optræde med improteater. Man kan opleve dem i Kulturhuset Pilegårdens café for 50 kr..
Billetter købes i forsalg via Pilegårdens hjemmeside eller i døren.