Det kunne være gået helt galt - bil endte på taget i Husum
Foto: Christian Thomsen
Tirsdag eftermiddag skete et dramatisk biluheld på Frederikssundsvej mellem Glumsøvej og Husum Torv. Tre biler var involveret. En kvinde kom kørende i venstresvingbanen mod Husum Torv, men ombestemte sig tilsyneladende og satte farten voldsomt op i forsøget på at komme ind i inderste vognbane, hvilket resulterede i et sammenstød med den bil, som kørte der. Det var tilsyneladende så voldsomt, at kvindens bil endte på taget.
Udrykningskøretøjer var hurtigt fremme, og politiet afspærrede Frederikssundsvej i en periode, mens man fik fjernet kvindens bil, som her ses, efter den var slæbt ind til siden. Den var meget beskadiget, og man må konkludere, at det var et mirakel, ingen kom synderligt til skade.
Bilen i inderbanen fik også et pænt tryk, som det ses på billedet. Den tredje bil som var involveret holdt parkeret og fik kun lettere skader.
I en halv times tid var der helt afspærret på Frederikssundsvej, men da alt var ryddet, blev trafikken igen normaliseret.
Politiet var de sidste, som forlod stedet efter at have foretaget afhøringer. Lad os slå fast, at det kunne have udviklet sig til en forfærdelig ullykke, men heldigvis var skaderne kun af materiel art.