EnergiCenter Voldparkens folkekøkken har succes - smag selv på torsdag ..
Mere end 150 gæster spiste på EnergiCenter Voldparken torsdag aften. Folkekøkkenet har nydt stor opbakning siden starten og har haft 500 betalende gæster til de første fire middage.
Gårsdagens ret bestod af: Indiske lammedeller i cremet spinatsovs med youghurtdressing og sesambrød. Gårsdagens kage: Cheesecake med solbær.
Det nye folkekøkken på EnergiCenter Voldparken har haft en forrygende succes siden starten tidligere på året. De mange fremmødte giver udtryk for stor tilfredshed med køkkenet og kokkens lækre retter. Og bag succesen med folkekøkkenet står de frivillige og gør en unik indsats.
– Det tyder på, at vi har ramt plet med at starte et folkekøkken. Det var naturligvis positivt, at der kom 160 borgere i alle aldre, men hvad der var endnu mere dejligt, var den positive respons og opbakning der kom fra de besøgende. Der var mange tilkendegivelser om, at de ville sige det videre til venner og bekendte. Det virker til, at der er en stor efterspørgsel på det helt basale koncept med at få et sundt, billigt og økologisk måltid mad siger formand for Fonden EnergiCenter Voldparken, Nicolaj Hvid.
Ros til køkkenet og de frivillige
Køkkenet på EnergiCenter Voldparken laver til dagligt økologisk mad til mere end 400 børn i daginstitutionerne på stedet. Køkkenet har derudover for nylig fået Fødevarestyrelsens flotte anmærkning – det økologiske spisemærke i guld. Folkekøkkenet er et samarbejde mellem køkkenet og frivillige, som handler om at serverer kvalitet for gæsterne til en billig penge. Og her spiller de frivillige en væsentlig rolle.
– Alle de frivillige får det hele til at hænge sammen og bliver ved med at imponere mig. De knokler på med et utroligt engagement. Køkkenet laver den gode mad, og de skaber en fantastisk stemning. Det gør mig glad og stolt, at ECV kan blive ved med at tiltrække de mange ressourcestærke lokale borgere og kan samle så mange omkring et godt måltid mad, siger Nicolaj Hvid.
Næste folkekøkken
Folkekøkkenet vil foregå hver torsdag frem til d. 26.juni, dog med undtagelse af Kristi Himmelfartsdag. Næste folkekøkken er nu på torsdag den 15. maj mellem kl. 17.30-20.30. Retten annonceres 1-2 dage før på EnergiCenter Voldparkens facebookside – eller her i 2700-netavisen.