Et fornuftigt nytårsforsæt: Man skal være en glad sponsor i Brønshøj Boldklub
Tiderne er bestemt ikke blevet bedre rent økonomisk for størsteparten af de danske fodboldklubber. Krisen kradser fortsat, og hver klub må finde på nye tiltag, for at lokke sponsorer til. Det har fået 2700-netavisen til at spørge salgs- og marketingchef i Brønshøj Boldklub, Carsten Schrøder, om klubbens situation lige nu, hvor vi er gået ind i 2014. Hvordan ligger det med opbakningen af bydelens fodboldflagskib ?
– Vi forventer og tror på, at vi i 2014 ser flere sponsorer, der har lyst til at bruge BB som base for deres reklame- og marketingsindsats. Derfor arbejder vi hen imod, at alle sponsorer skal have et større udbytte af deres “indsats” i klubben. Det skulle gerne være sådan, at alle der investerer penge i BB får noget retur, fastslår Carsten Schrøder. – Lad os kalde det for et af vore nytårsforsætter !
BB kom igennem 2013 trods bøder og skattesmæk. Har du mærket ekstra støtte og opbakning fra sponsorerne ? Supporterne og alle interne har jo været fantastiske.
– Vi har i BB fået en helt utrolig stor opbakning fra forskellige personer i vores netværk. Hvepsene Support har bidraget med et kæmpe beløb, de lavede blandt andet indsamlinger og samlede ca kr. 100.000 ind. Det var virkelig noget, der hjalp os alle i den situation, vi stod i på det tidspunkt. Erhvervsklubbens indsamling i Madrid var også et bidrag, som alle i klubben bemærkede. Men en ting som specielt gjorde stort indtryk på mig, var den som kom fra Boldklubben Husum. Jeg mener de donerede 5.000 kroner. Det var stort og noget, som jeg personligt var meget imponeret over. BB og Husum har i mange år været “fjender”, men ikke mere end at man kan hjælpe hinanden, hvis der opstår store problemer. Det kalder jeg for godt naboskab.
Hvordan er interessen i handelslivet for at gå ind og hjælpe BB ?
Jeg oplever, at mange i erhvervsdrivende er blevet mere opmærksomme på os, oftest får vi gerne lige en snak og et lille grin om den skattesag, der berørte os så dybt i 2013.
Dit tip til hvordan 2014 forløber – både spillemæssigt og økonomisk ?
Økonomisk håber jeg, at vi er istand til at opfylde de krav, som licensudvalget i DBU har til 1. divisionsklubber i 2014-2015 sæsonen. DBU stiller større krav, så en lille klub og en lille organisation som vores kan nogen gange have svært ved at honorere de forskellige ting, der bliver bestemt derindefra. Spillet på banen er jo ikke helt mit bord, men jeg synes, at vi i efteråret 2013 spillede noget af det bedste fodbold i mange år. Men vi ligger i bundregionen og må erkende, at vi ikke har fået nok point. Derfor skal vi have flere point end de andre bundhold i foråret 2014.
Hvad gør man, hvis man som lokal handlende gerne vil bidrage med et eller andet ?
Alle er meget velkomne til at kontakte mig. Vi er åbne for næsten alt og stiller os meget gerne til rådighed med, hvad vi kan. Jeg kan kontaktes på 60163358 eller på cs@bbpf.dk
Arbejder de lokale klubber aldrig sammen ?
Sidste efterår havde Husum Boldklub og BB en dialog angående den Serie 1 kamp, som Husum skulle spille mod FIX. Vi ville meget gerne stille vores stadion til rådighed for de to klubber, så vi kunne lave denne kamp som forkamp til en af vores egne kampe. Dette blev af flere årsager ikke til noget, men jeg håber meget, at vi kan lave en sådan kamp i nær fremtid, slutter Carsten Schrøder.