Nabo- og fodboldhygge i Restaurant Gaardhaven, da årets sidste kvartalspriser blev uddelt
Der var lutter idyl og fodboldhygge i Restaurant Gaardhaven sent tirsdag eftermiddag, da de to sidste kvartalspriser skulle uddeles. Delegationer fra Husum- og Brønshøj Boldklub mødte op for at modtage diplomer, checks og smukke ord med på vejen. Det var samtidig en debut for den hyggelige restaurant, som for et par måneder siden involverede sig i 2700-Sportsprisen. Og den blev meget vellykket. Der blev virkelig kræset for kvartalsprisvinderne som i samme forbindelse fik en rundvisning i Gaardhaven og blandt andet fik set det store og flotte selskabslokale på førstesalen.
Da Husum var den tredje kvartalsprisvinder i år, var det de blå/hvide, der først modtog prisen. Det var Gaardhavens daglige leder Lisa Winther Nielsen, som stod for overrækkelsen og her ses sammen med fra venstre Rasmus Rosenberg, Emil Ohmann og Mads Stangegaard.
Husum har haft et fantastisk flot efterår og fører sikkert Serie 1 med 11 sejre, en enkelt uafgjort og et enkelt nederlag. Med erfaringerne fra sidste sæson og endnu mere fighterspirit er chancerne for oprykning til Københavnsserien i foråret yderst realistiske.
Så blev det Brønshøjs tur til at modtage sin kvartalspris. Her ses sportschef Thomas Ibsen til venstre sammen med Andreas Granskov og Lisa Winther Nielsen.
Brønshøj har haft meget svære betingelser i det første år i 2. division – ikke mindst økonomisk. Men alligevel lykkedes det for de sort/gule at kvalificere sig til oprykningsspillet i foråret, og det i sig selv er en flot præstation.
Så nu er alle kvartalspriser uddelt, og de fire nominerede til 2700-Sportsprisen 2015 er herefter:
IF Stadion – Boldklubben Fix – Husum Boldklub og Brønshøj Boldklub
Der bliver noget at glæde sig til, når den endelige vinder skal kåres. Restaurant Gaardhaven lover et flot arrangement, hvor repræsentanter fra de fire klubber vil være til stede. Man regner med, at det sker i første halvdel af januar måned. Ligesom sidste år kommer Københavns Kulturborgmester Carl Christian Ebbesen og overrækker pokalen.
Selve afstemningen begynder tirsdag den 15. december og vil køre til nytårsaften klokken 23.59. Man kan kun afgive én stemme på hver at de nominerede. Overholder man ikke det, bliver den overskydende ganske enkelt kasseret. Det er igen kun netavisens læsere, der bestemmer udfaldet. Sidste år var mere end 15.000 involveret. Mon den bliver slået i år ??
Restaurant Gaardhaven havde gjort alt for at lave en hyggelig seance, og det lykkedes fuldt ud.