Fryd og gammen på Bellahøj Campingplads - men om tre uger skal hele baduljen være ryddet
Den 1. juni indledtes sæsonen på Bellahøj Campingplads, og kører man forbi det skønne område i dag, vil man se pænt med telte og campingvogne på området. Kort sagt – der er en hel del turister, som nyder livet i den oase, campingpladsen jo er. Ikke mindst med udsigten over København. Men idyllen varer ikke ved.
Da netavisen var forbi i tirsdags, så der sådan ud. Mange har valgt netop Bellahøj og glæder sig over beliggenheden. Dog er det kun en stakket frist, for præcis torsdag den 3. august kl. 16.00 skal pladsen være totalt ryddet på grund af det store motorløb, som nu kører på 4. sæson i området. Det vil sige, man rent faktisk skal bede 5-600 campister om at forlade Bellahøj og finde andre steder. Problemet er bare, at det kniber gevaldigt med pladser i byen, så det betyder, at turisterne er tvunget ud af København i perioden torsdag den 3. august til den 7. august, hvor det så bliver muligt at køre ind på campingpladsen fra Bellahøjvej.
København vil gerne have turister til byen, derfor kan det virke lidt paradoksalt, at man beder dem om at fordufte den 3. august. Spørgsmålet er, om man ikke kunne have fundet på en lidt snedigere måde at lave denne arrangementsaftale på. Godt nok har Copenhagen Historic Grand Prix givet over en halv million kroner til kræftsyge børn hvert år fra arrangementet, men man skal jo så ikke glemme, at Københavns Kommune fast støtter det med 600.000 kroner !
Det er faktisk sådan, at campister godt kan få lov at blive liggende på campingpladsen, som dog er beslaglagt 2/3 dele af motorløbet. Men det koster billetprisen for hele arrangementet, og det er der ingen, der agter at betale. Netavisen talte med et par turister, som selv gjorde os opmærksom på problemet, og de var både irriterede og skuffet over det.
Sæsonen kører til og med den 30. august – omend den forstyrres de fire dage af det store motorløb.