Hele Brønshøj Torv synger til 2700kulturdagen
Oplevelsen og euforien af at synge mange sammen kender man bl.a. fra fodboldkampe i Parken og juleaften i kirken. På Brønshøj Torv bliver der på kulturdagen lørdag den 11. juni kl. 14.10 mulighed for at være med til at synge sange, som alle kender og elsker. Umiddelbart efter uddelingen af Bydelsprisen synger Brønshøj Kirkes Pigekor for på fem sange. Der vil blive uddelt sangblade, så alle kan være med på bl.a. ”Buster sangen” og ”Du danske sommer jeg elsker dig”.
– Det kunne være skønt at lave en ny tradition, at vi ved store arrangementer på Brønshøj Torv, mødes i bydelen og synger nogle af de mange elskede sange som er en stor del af vores fælles kulturarv, siger organist ved Brønshøj Kirke Bente Kiil Toftegaard.
Akkompagneret af kirkens organist assistent Martin Seier Pedersen, som bl.a. er uddannet pianist fra Det Rytmiske Musikkonservatorium og Brønshøj Kirkes Pigekor, er der lagt op til sangglæde og engagement. Alle er velkommen til at møde op og få hele torvet til at gynge og synge.