Jazz-Jam er udskiftet med Jazz Lounge - men oplevelsen er den samme i Pilegården
Tidligere gik jazzeftermiddagene i Pilegården under navnet Jazz-Jam. Nu står der Jazz Lounge på plakaten, og der er skruet lidt på konceptet, men for publikum er oplevelsen den samme: Man kan kigge forbi, bestille en kop kaffe og få den serveret med en yderst velspillet lydside i Café Pilen.
Rytmegruppen består fortsat af de samme dygtige musikere, og spilleglæden er helt intakt i den kommende sæson. Der vil også fortsat blive jammet, og givet masser af plads til masser af improvisation og spilleglæde. Eneste forskel er, at gæstesolisterne nu er inviteret på forhånd.
Det er cirka hver 2.-3. torsdag i måneden, Kulturhuset Pilegården genlyder af jazztoner. Første Jazz-Lounge i denne sæson er på torsdag den 18. august kl. 13-16. På repertoiret er der håndplukkede jazzstandarder fra den amerikanske sangbog i swingstilen, ligesom der forekommer bossanova og sambarytmer.
Programmet byder på et sæt kl. 13.00-14.30 med rytmegruppen plus 2-3 inviterede solister. Til andet sæt kl. 14.30-16.00 er der jamsession med forud aftalt repertoire. Som sædvanlig er der fri entré for publikum.