Julens musik i Brønshøj Kirke.
Julens musik har mange udtryk, fra det lille barn i krybben og til de sprudlende engle som sang julenat. Alle disse begivenheder som julen indeholder, har sammen med de forskellige personer der hører med til hele juleevangeliet, gennem tiderne givet stor inspiration til både digtere og komponister.
I Brønshøj Kirke i ugen op til jul indbydes der også til meget forskellige arrangementer med julens musik hvor kendte salmer og sange er i centrum. Der vil være sang med stor entusiasme fra børn og unge, fællessang og orgelmusik med julemusik fra mange lande.
Julekoncert med børne- og pigekoret
Onsdag den 16. december kl. 17.30 er der julekoncert med Brønshøj Kirkes Børnekor og Brønshøj Kirke Pigekor. I alt cirka 60 børn og unge piger deler ud af deres jule- og sangglæde. Som akkompagnatør medvirker Brønshøj Kirkes nye organistassistent Martin Seier Pedersen, og som korleder og dirigent organist Bente Kiil Toftegaard.
”Min yndlingsjul”
Torsdag den 17. december kl. 19.30 præsenterer folk fra Brønshøj deres yndlingsjulesalme. Af lokale kan nævnes tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard, én af finalisterne fra ”Den store bagedyst” Pernille Morthensen, og en dygtig korsanger fra Brønshøj Kirkes Børnekor den 10-årige Johanne Jaques. Alle vil de foreslå og begrunde deres valg af en yndlingsjulesalme. Der vil være rig lejlighed til at synge med på julesalmerne og desuden medvirker Brønshøj Kirkes Kor med deres yndlings-julekorsatser.
½ times julemusik
Mandag den 21. og tirsdag den 22. december kl. 17.00 spiller Bente Kiil Toftegaard en halv times julemusik. I en smuk julesmykket kirke er der mulighed for en stille stund midt i de sidste juleforberedelser.