Kommende aktiviteter i Husum og Husumvold kirker uge 13 (opdateret)

Husum Kirke:

 

Barselshøjskole
Tirsdag den 4. april kl. 10-12 er der barselshøjskole i Husum Kirke. Her kan barslende mødre og fædre i bedste højskoleånd mødes om tilværelsens små og store sammenhænge. Det er gratis at deltage. Man tilmelder sig enten via Husum Kirkes hjemmeside www.husumkirke.dk eller ved at sende en mail til kirkeinfo.husum@gmail.com. Temaet for denne mødegang er BARNDOM – med Juri Sjørslev, pædagog, terapeut og bachelor i filosofi.

Spiritualitetsgruppe
Spiritualitetsgruppen er en times samvær med Gud, sig selv og en lille håndfuld andre mennesker omkring døbefonten i Husum Kirke. Alle er velkomne til at bare at dukke op. Man mødes næste gang onsdag den
5. april kl. 16 i Husum Kirke. Ved sognepræst Nikolaj Hartung Kjærby.

Morgensang
Alle er velkomne til at starte dagen med morgensang i Husum Kirke torsdag den 6. april kl. 9. Der hygges med kaffe og morgenbrød til kl. 10

Påskefrokost
Husum Kirke inviterer alle interesserede til en lækker påskefrokost efter højmessen søndag den 9. april. Der vil være kolde og varme retter i den helt rette påskefrokostånd. Det koster 25 kr. at være med, og tilmelding er ikke nødvendig. Husum Kirke glæder sig til at byde så mange som muligt velkomne.

Foredrag om Anna Marie Carl Nielsen

I Husum Kirkes Onsdagsklub vil man onsdag den 12. april kl. 14 kunne opleve et spændende foredrag om Anna Marie Carl Nielsen. En stærk og selvstændig billedhugger og et forbillede for sin tid. Maj Knudsen er foredragsholder. Der serveres lidt brød, kage og kaffe i forbindelse med foredraget.

 

Husumvold Kirke:

Påskegudstjeneste for børn
Der er gudstjeneste i børnehøjde – med efterfølgende fællesspisning – tirsdag den 4. april kl. 17-19. På menuen er selvfølgelig spaghetti og kødsovs. Der sættes denne gang fokus på påsken. Ved sognepræst Line Bjørn Hansen og børnekorleder Christina Schimmell Rindorf.

Legestue
Der er legestue onsdag den 5. april kl. 10-12 i Husumvold Kirke. Her mødes børn og voksne til hygge, sang og en masse leg. Gerd og Birthe står trofast for legestuen – de bager boller til dagen og sætter gode sange i gang for børn og voksne. Der er også saft, te og kaffe. Det koster 5 kr. per familie at være med.

Babysalmesang
Husumvold Kirke har netop startet et nyt hold babysalmesang op – og der er endnu få ledige pladser. Næste mødegang er mandag den 10. april kl. 10-12. Hvis man gerne vil deltage, skal man skynde sig at sende en mail til kirkeinfo.husum@gmail.com.

Koncert “En oase af skønhed i en travl tid”.
Tirsdag den 11. april kl. 16.30 kan man komme og opleve en utraditionel koncert med Husumvold Kirkes organist Eva Maria Jensen.

Helt fra Kristendommens ældste tid var Påsken begivenheden genstand for kunstnerisk bearbejdelse. Det gjaldt både billedkunst og musik. I Husumvold kirke kombinerer man begge kunstarter ved en anderledes koncert, der finder sted tirsdag før Påsken. Der vises billeder på skærmen, der stammer fra forskellige tidsepoker og traditioner, mange af dem er tilpas abstrakte, at de kan lade øjet finde hvile i de fine harmonier af farver og mønstre.

Dertil bliver der spillet orgelmusik, hvor satserne enten knytter sig til de salmer, som synges ved Påskens gudstjenester, eller som lader sindet falde i ro i smukke klange i langsomme tempi. Mange komponister er repræsenteret – hovedsageligt fra baroktinden og fra den romantiske periode. Billederne skifter også mellem gammelt og nyt, abstrakt og figurativ – fra mosaikker i Ravenna, middelalderlige glasmosaikker fra de franske katedraler, til Kristus billeder af Rembrandt, malerier af Sven Havsteen Mikkelsen samt abstrakte malerier af Paul Klee, Hilma af Klint og Kazimir Malevitj.


Man kan komme og gå, som man har lyst. Tænde et lys, drikke en kop kaffe eller bare “flyde ud” og lade sig omslutte af skøn musik og billeder. Det er gratis at deltage.