Kommende aktiviteter i Husum og Husumvold kirker uge 15 (opdateret)
Husum Kirke:
Barselshøjskole
Husum og Brønshøj Kirker holder endnu en omgang barselshøjskole i Husum Kirke. Det sker tirsdag den 25. april kl. 10-12. Det er gratis at deltage, og man tilmelder sig enten via Husum Kirkes hjemmeside eller ved at sende en mail til kirkeinfor.husum@gmail.com. Denne gang handler det om trivsel ved forhenværende sundhedsplejerske Inge Lundgaard.
Onsdagsklub
Onsdag den 26. april kl. 14 har man mulighed for at blive klogere på Samvirkende Menighedsplejer, når generalsekretær Kirsten Laursen kommer og fortæller om landsorganisationens arbejde.
Fællessang
For de morgenfriske er der morgensang kl. 9.00 torsdag den 27. april i Husum Kirke ved sognepræst Nikolaj Hartung Kjærby. Efterfølgende spises morgenmad og hygges til klokken bliver 10. Det er gratis at deltage.
Gud & Gaffel
Der er gudstjeneste på børnenes præmisser med fortælling, leg, bevægelse og sang torsdag den 27. april kl. 17 ved sognepræst Bettina Birk Jensen. Temaet er denne gang ”Jeg ser dig” om, hvordan Gud ser os. Efter gudstjenesten serveres der spaghetti med kødsovs til alle, som har lyst til at spise med. Det er gratis at deltage og man behøver ikke at tilmelde sig.
”Ud af huset” gudstjeneste
Turen går til Jesuskirken i Valby tirsdag den 2. maj, og der er fælles afgang med bus fra Husum Kirke præcis klokken 19. Her vil sognepræst Nikolaj Hartung Kjærby holde en kort gudstjeneste, og en repræsentant for den stedlige menighed vil fortælle om kirken samt vise rundt. Man slutter af med at drikke en kop kaffe, inden der køres retur til Husum Kirke, hvor man er tilbage senest kl. 22. Det er gratis at deltage.
Husumvold Kirke:
Legestue
Der er legestue onsdag den 26. april kl. 10-12 i Husumvold Kirke. Her mødes børn og voksne til hygge, sang og en masse leg. Gerd og Birthe står trofast for legestuen – de bager boller til dagen og sætter gode sange i gang for børn og voksne. Der er også saft, te og kaffe. Det koster 5 kr. per familie at være med.
Favntag med tro og eksistens
Torsdag den 27. april kl. 19 har man endnu engang mulighed for at deltage i Husumvold Kirkes nye tilbud om kristendomsundervisning for voksne. Denne gang sættes der fokus på ”Lykke”. Hvad er lykke for den enkelte? Er lykke i os eller mellem os? Det er bare nogle af de spørgsmål, der bliver stillet i løbet af aftenen. Tilmelding hos Evy Carstens på tlf. 20 77 56 36. Det er naturligvis gratis at deltage.
Foredrag
Bent Melchior holder fredag den 28. april kl. 14 et foredrag om videnskab eller Gud i Husumvold Kirke. Der vil som optakt til foredraget være en kort andagt ved sognepræst Line Bjørn Hansen. Undervejs i foredraget bliver der også tid til hyggesnak, kaffe og kage. Det er gratis at være med og kræver ikke tilmelding. Kaffe/te og brød koster 10 kr.
Et vindue mod Øst
Koncert med ”Slaviske sjæle” i Husumvold kirke. Søndag den 30. april inviterer Husumvold kirke til en lidt anderledes koncert. Tre kreative musikere, der mødte hinanden i Danmark, har besluttet sig at lave et program med musik af russiske, polske og tjekkiske komponister. Komponistnavnene er kendte: Tjajkovskij, Rachmaninov, Sjoskakovitj, Dvorak, Chopin – men hvornår hører man på vores breddegrader sange af disse komponister? Det råder man bod på, når to sangerinder: sopranen Katarzyna Mizerny (med polske rødder) og mezzosopranen Helle Fabricius Grarup synger sange og duetter akkompagneret af Galya Koralova (med rødder i Bulgarien) på klaveret.
De smukke melodier, der føjer sig til de slaviske sprog vil helt sikkert betage alle. Alle tre musikere har en omfattende koncertvirksomhed i bagagen og mange priser ved internationale konkurrencer. Koncerten varer en times tid, der er gratis adgang og et glas vin bagefter, hvor alle kan møde kunstnere og hinanden og tale sammen i kirkens smukke menighedssal med udsigt over Utterslev Mose (i fuld forårsflor).
Spaghettigudstjeneste
Børn og deres familier inviteres med til børnegudstjeneste i Husumvold Kirke tirsdag den 2. maj kl. 17. Temaet er ”Brylluppet i Kana” og kirkernes spire- og børnekor vil medvirke sammen med deres korleder Christina Schimmell Rindorf. Efter gudstjenesten er der fællesspisning, hvor spaghetti og kødsovs er på menuen.